smed

Smedehåndværket er som erhverv kendt siden jernalderen og har omfattet flere specialer end noget andet fag. Håndværket omfattede foruden grovsmede og klejnsmede også andre metalarbejdere som bøssemagere, grydestøbere, guldsmede, gørtlere, hovsmede, kandestøbere, kedelsmede, knivsmede, kobbersmede, lygtemagere, nagelsmede, nålemagere, plattenslagere, sporemagere, sværdfegere og urmagere. Disse blev alle efterhånden til selvstændige fag.

Et almindeligt smedeværksted var udstyret med esse med blæsebælg eller puster, fyrkost, kulbørste, ildjern og fyrspid. Af redskaber brugtes ambolt og blokkejern til at hugge på samt tænger, kløvejern og hamre af mange slags. Hertil kom specialværktøj, for hovsmeden fx skohammer og hovjern til beskæring af hestehove, for nålemageren drilbor, for guldsmeden vægt med skåle, korsjern og guldsmedehamre, for kedelsmeden firkantede og runde ambolte, hulstempler, nageljern, pibejern og spigerbor og for klejnsmeden blandt andet spærhager, skruestikker, file, mejsler og nøglerør.

Smedenes råmateriale, jernet, kom i jern- og middelalderen oftest fra den jyske udvinding af myremalm, men blev senere importeret fra Sverige og Tyskland. Smedefagets produktion var mangesidet og spændte fra grovsmedenes nagler, hestesko, gitterværker og vinduesbeslag til klejnsmedenes kistelåse, dørlåse og nøgler. Af de generelle lavsskråer fremgår, at mesterstykkerne fra 1682 for grovsmedene var en såkaldt bredbil, det vil sige en økse med bredt blad udført efter mål, og en hestesko samt for klejnsmedene et låseblik, det vil sige forplade til en lås, som skulle smedes efter mål.

Smedene havde lav i mere end 30 byer, og modsat andre lav omfattede de ofte flere fag, således også remmesnidere og saddelmagere indtil ca. 1550.

Nutidens smedeuddannelse er siden 1991 en fireårig erhvervsuddannelse med ni specialer, bl.a. grovsmed, klejnsmed, svejser og VVS-rørsmed.

Dværge og alfer skildres i talrige myter og sagn som kunstfærdige smede. De udfører arbejder ved deres underjordiske esser på bestilling eller ordre fra aserne. Mange af disse genstande er klenodier udført i guld, det centrale symbol for rigdom og velstand, fx Sifs guldhår, Frejs gris Gyldenbørste og Odins ring Draupner. Men også andre gudeattributter er deres kunstværk, fx Thors hammer Mjølner, Frejs skib Skidbladner, Frejas halssmykke Brisingamen og Odins spyd Gungner og gulddryppende ring Draupnir. Smedenes hyppigste arbejder er nok sværd med magiske egenskaber. Blandt smedene er et par navngivne mestre, brødrene Brok og Sindre.

Vølund, skildret i bl.a. et eddadigt, har tilnavnet Smed og er en krøbling, en dværg, der belyses interessant som en helt, man får ondt af, men samtidig med bestialske sider. Han fængsles med overskårne knæhasesener af svenskekongen, der forlanger, at han skal smede kostbare smykker; men teksten slutter med, at han – med mindelser om det græske Daidalos-Ikaros-sagn – flygter med vinger, han selv har lavet. Adam Oehlenschläger skrev en fremragende sagapastiche, Vaulundurs Saga, 1805, over figuren. Med inspiration fra nordisk folketradition skrev Martin A. Hansen i 1941 romanen Jonatans Rejse, om en gæv, godmodig og stærk almuemand, smeden Jonatan, der fanger Fanden i en flaske og drager på en rejse med sin farlige fangst. I Villy Sørensens “ufarlige historie” “Hjemvejen”, 1955, kædes en vredladen smed sammen med myten om Thors hammer: Smeden straffer skolebørn, der går på rov i hans nøddetræ, ved at kaste sin hammer efter dem – og den vender tilbage til ham!

Det var også en "smed", der tilbød at bygge en mur om Asgård. Men her var det nær gået galt, idet smeden viste sig at være en jætte, der forlangte Sol og Måne og Freja som betaling.

Som eksempel på andre mytologiske smede kan nævnes den græske Hefaistos (romersk: Vulcanus), et forkrøblet muskelbundt.

Smeden med sin hammer siddende ved ambolten og smeltediglen i sin smedje forbindes med kraft, guddommelig skaberevne, ild, metallernes verden, kunstfærdighed og jordens indre eller underverdenen. Som guddommelig skaber er han knyttet sammen med naturkræfter som ild, lyn og torden og vulkansk aktivitet. I en række religioner står han under den højeste guddom som en slags medhjælper. Skønt forbundet med underverdenen er han ikke ond, men hjælper med at skabe fx attributter (våben og smykker) til de øvrige guder og helte; endvidere er han aktiv i forbindelse med de underjordiske indvielser, herunder indsigten i tilværelsens hemmeligheder og magisk evne, som guder og helte skal gennemgå.

Også i jødisk-kristen religion ses billedet af Gud som en smed; han kan sidde ved smeltediglen og lutre “sølvet med flid”, som det skildres i Ingemanns salme “Den store Mester kommer”, bygget over Malakias' Bog kap. 3. Hos Ingemann er der tale om en slags eskatologisk skærsild, hvor Mesteren også smelter “sjæl og sind. / Han sidder ved hjertegruben, / han ser i sjælene ind.” Situationen kan også minde om alkymisternes arbejde ved smeltediglen med at smelte og lutre og omforme til den sande grundform.

Smedehåndværket er en slags grundmodel for mennesket som homo faber, det væsen, der kan danne såvel tekniske fornyelser – og våben – af jernet som kunstfærdige smykker af ædelmetaller.

I talemåden “at være sin egen lykkes smed” betyder “lykke” skæbne, dvs. at kunne bestyre sit eget liv, især brugt om liberalismens selfmade-ideal. “Smede mens jernet er varmt” bruger arbejdssituationen overført. “Smede sammen” og “smede i Hymens lænker” betyder at forene i ægteskab. “En rænkesmed” er en, der udtænker en snedig og skadelig plan. Det smukke, guldglinsende insekt “guldsmeden” er et stykke natur, der er som skabt af en kunstfærdig guldsmed.

Læs mere i Lex

• håndværk
• smedning
• jern- og metaluddannelser