sekterisme

Primordialister ser sekterisme som historisk forankret. For primordialisterne har sekterisme et biologisk såvel som et socialt islæt. Det vil sige, at mennesker fødes ind i bestemte sekter og agerer ”sekterisk”, fordi de kommer fra en bestemt sekt og opfører sig, som det forventes af den pågældende sekt. I denne forståelse er sekterisme en tidløs, statisk og uforanderlig størrelse.

Primordialister vil eksempelvis tillægge det forhold, at mennesker er katolikker og protestanter en helt afgørende betydning, når man vil finde årsagerne eller drivkraften til konflikten i Nordirland kendt som ”The Troubles” (1968-1998). Primordialister vil også se skismaet mellem shi’a- og sunni-muslimer som fælles årsagsforklaring til ret forskelligartede konflikter i den arabiske verden i dag, såsom borgerkrigene i Irak og Syrien eller stormagtsrivalisering mellem Iran og Saudi-Arabien.

I islam findes der to store ”sekter”: I tiden efter profeten Muhammeds død i 632 opstod der politisk uenighed om, hvem der skulle lede det muslimske samfund. Under de fire første kaliffer (kaldet al-rashidun: Abu Bakr, Omar, Uthman og Ali) var der relativt stor enighed om lederen af det muslimske samfund (umma). Da Ali døde, opstod der en politisk konflikt. Dem, som tog Alis parti (hvilket er betydning af ”shi’a”), mente, at lederen skulle vælges ud fra Profetens nære familie. Mu’awiya og umayyaderne mente, at lederen ikke nødvendigvis behøvede at være i nær familie med Profeten, men at man skulle følge sædvanen (kaldet sunna, heraf betegnelsen sunni) og vælge kaliffen i en bredere skare af Profetens følgesvende. Der opstod herefter en borgerkrig om spørgsmålet, hvor Hussein – Alis søn og Profetens barnebarn – blev dræbt i slaget ved Karbala i det nuværende Irak. Denne begivenhed blev skelsættende for islam, for herefter opstod for alvor de to hovedretninger eller ”sekter”: sunni og shi’a.

Begge retninger er forenet omkring det centrale ved islam:

• de fem søjler
• Guds enhed
• Muhammed som Guds profet
• Koranen som Guds ord til mennesket
• troen på dommedag.

Men i tillæg til enigheden om det centrale ved islam udviklede sunni og shi’a også særegne religiøse doktriner og praksisser over de næste århundreder. Eksempelvis ihukommer shi’amuslimer hvert år Husseins martyrium ved Karbala ved højtiden ashura. Pilgrimme strømmer i tusindvis til Karbala og overalt i verden sørger Shi’amuslimer over Husseins død ved at iklæde sig sort tøj, gå i optog gennem gaderne, spille teater om slaget og på anden måde aktivt leve sig ind og huske tragedien ved Karbala.

Til sammenligning har ashura ikke samme betydning for sunnimuslimer, som især forbinder dagen med Noa, der forlod sin ark, og Moses, som delte Rødehavet for give fri passage for israelitterne fra Egypten.

At der er forskel på sunni og shi’a religiøs tro og praksis har altså en historisk forklaring og er i sig selv ikke problematisk: sunnier og shi'aer i den islamiske verden har tilmed i århundreder levet fredeligt sammen i multireligiøse og kosmopolitiske bysamfund sammen med kristne og jøder. Men begrebet om sekterisme kommer ofte i spil, når der opstår konflikt mellem grupper, som har forskelligt ophav.

Sekterisme er ikke bare et socialt og religiøst fænomen, som ofte kommer i spil ved konflikt. Det er også en vigtig del af det politiske system i lande som Libanon og Irak.

For Libanons vedkommende skal præsidenten være kristen maronit, premierministeren sunni, og parlamentets formand skal være shi’a. Herudover fordeles parlamentets sæder ligeligt mellem kristne og muslimer. Dette kaldes for det konfessionelle politiske system. Religiøs sekt blev politisk institutionaliseret især efter Taif-aftalen i 1989, som afsluttede den libanesiske borgerkrig.

Man kan spore denne politisering af sekt tilbage til mandattiden, hvor Frankrig var de facto koloniherre i Libanon. Som led del-og-hersk tilgangen til at kontrollere Libanon foretog franskmændene en tvivlsom folketælling i 1932, som kunstigt hævede antallet af maronittiske kristne. Selvom der også var politiske partier, blev politisk borgerskab især defineret via sekt.

Efter uafhængigheden fra Frankrig fortsatte politiseringen af sekt med at være en del af det politiske system, stadfæstet i den uformelle aftale, Den Nationale Pagt, fra 1943. Det sekteriske politiske system bidrog til en skævvridning af politisk repræsentation og fordeling af statens ressourcer, hvilket blev en væsentlig årsag til borgerkrigen 1975-1989.

Den dag i dag er det sekteriske politiske system noget, som de fleste almindelige libanesere ønsker reformeret, mens de magtfulde eliter bruger systemet til at få del i statens ressourcer.

Sekterisme er et væsentligt element i borgerkrige i eksempelvis Libanon, Syrien og Irak. I Irak indsatte amerikanerne en shi’amuslimsk eksilopposition, som i sig selv havde ringe folkelig forankring i Irak, ved magten. Den afsatte diktator, Saddam Hussein, var sunni, og derfor havde nogle shi’aer følt sig undertrykt. Saddam Hussein havde da også primært regeret via sin familie fra Tikrit (der var sunni-muslimer), og i kølvandet på den første Golfkrig (1990-1991) havde han slået et oprør ned i det sydlige Irak, som primært var ledt af shi’amuslimer.

Man kan derfor sige, at der var sekteriske spændinger i det irakiske samfund, som blev udløst af den usikre situation, som landet kom i efter den amerikansk-ledede invasion i 2003. Al-Qaeda i Irak udførte også en række dødelige angreb rettet specifikt mod shi’amuslimer og den shi’amuslimske milits, Mahdi Hæren, forfulgte også kristne i Baghdad.

Der foregik således en borgerkrig i Irak i perioden 2004-2008, som både var sekterisk, men også var en kamp om magt og indflydelse.

• kalifatet