Risfugl er navnet på to arter af astrilder i slægten Lonchura, som også omfatter bl.a. muskatfinke, nonner, bronzefinker, sivfinker med flere. Begge arter regnes ofte til deres egen slægt, Padda.
Risfugl (Lonchura oryzivora) er en 15-17 cm lang astrild med grå ryg og bryst, lyserød bug, sort hoved med stor hvid kindplet, rød øjering og rødt næb. Den stammer oprindeligt fra øerne Java, Bali og Bawean i Indonesien, men er indført flere steder. Risfuglen er gået meget tilbage, og IUCN anser den for truet (EN). Den er en populær burfugl.
Timor-risfugl (Lonchura fuscata) bliver kun ca. 12 cm lang. Ryggen og brystet er chokoladebrunt, mens bugen er cremefarvet. Hovedet er sort, og som risfuglen har den en stor hvid kindplet. Næbbet er gråblåt. Timor-risfuglen findes kun på Timor samt småøerne Semau og Roti. IUCN anser den for næsten truet (NT).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.