De første mekaniske regnemaskiner blev konstrueret af Wilhelm Schickard (1592-1635) ca. 1624, Blaise Pascal fra 1642 og G.W. Leibniz ca. 1670. Pascals var en additionsmaskine, mens Leibniz' også kunne udføre multiplikationer halvautomatisk. Selvom Pascal konstruerede ca. 50 maskiner, betød bl.a. tidens upålidelige teknik en meget begrænset anvendelse, og frem til 1800-t. blev de mekaniske regnemaskiner betragtet som avanceret legetøj.
Først med muligheden for massefremstilling af ens enkeltdele blev mekaniske regnemaskiner en kommerciel succes i 1800-t., og en række forbedringer blev foretaget. Omkring 1885 blev indkodning af tal via taster mulig i stedet for den tidligere langsommere indstilling via tapper e.l. Kort tid efter kom de første maskiner, der kunne klare alle fire aritmetiske operationer.
I begyndelsen af 1900-tallet fremkom regnemaskiner med papirstrimmel til beregningskontrol, og håndsvinget blev erstattet af en elektrisk motor. Hulkortmaskiner, der ca. 1900-80 blev anvendt til administrativ databehandling, kunne også anvendes som regnemaskiner.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.