positioneringsteori

Således er det at være ’far’ eller ’mor’ positioner, man kan indtage eller blive tildelt i konkrete situationer (i positioneringsteorien kaldet ‘sociale episoder’). En sådan positionering kræver dog, at der er nogen, i det her tilfælde børn, som en person korrekt kan positionere sig som enten far eller mor i relation til. Det betyder, at personen kun er forpligtet på de ting, en ’far’ eller ’mor’ gør, som at skifte ble, køre til fodbold, vaske tøj, overfor sine egne børn. Omvendt er det kun personens egne børn, der har ret til at kræve, i den rette situation, at blive kørt til fodbold osv. Det er derfor kun disse børn, der kan positionere den pågældende person ved at bruge ordet ’far’ eller ’mor’, samt forbinde denne ’mor’ eller ’far’ med en fortælling om, hvad vedkommende bør gøre, som at køre dem til fodbold.

Positioneringsteorien forstår derfor relationen mellem personer som normativ. Ved at en person positionerer sig selv eller andre i en given social episode, knyttes der nogle normer til, hvad denne person og andre forventes og har ret til at gøre.

Det er forventeligt at græde ved en begravelse. Det er også socialt acceptabelt at græde hos tandlægen, hvis hun kommer til at bore, hvor det gør ondt. Men det vil blive opfattet som underligt, hvis man græd lige så meget hos tandlægen som ved en begravelse. Det er altså to forskellige episoder, hvor der er to forskellige forståelser af, hvordan det er korrekt at græde. De to episoder tilhører hver sin normative orden.

Der er desuden forskellige narrativer forbundet med det at græde i de to situationer. Ved begravelsen er der et narrativ om sorg og afsavn. Ofte er der et ritual forbundet med et yderligere narrativ om at sige farvel. Hos tandlægen er situationen typisk det årlige eftersyn, som måske er forbundet med tandlægeskræk. Når behandlingen er overstået, og den smertestillende medicin virker, forventes man at holde op med at græde. Hvor den fysiske smerte ved tandlægebesøget er forbigående, er smerten forbundet med afsavn og sorg længerevarende, måske endda blivende. Derfor er den relateret til en anden normativ orden.

Eksemplerne her er selvfølgelig meget generelle og baseret på oplevelser og erfaringer, som de fleste kan nikke genkendende til. Ved en mere dybdegående undersøgelse vil man kunne afdække yderligere aspekter og nuancer ved positioneringerne. Positioneringsteori kan derfor hjælpe med til at tydeliggøre de rettigheder, pligter, forventninger vi forbinder med forskellige handlinger og narrativer, som vi ofte ikke lægger mærke til, men bare forudsætter.

Den videre udvikling af positioneringsteori har ofte fokuseret på to områder.

• For det første en udvidelse af handlingsbegrebet til også at omfatte en mere indgående forståelse af kroppen og kropslighedens betydning samt et fokus på artefakters rolle i positioneringsprocesser. Når en person rækker en hånd frem for at hilse på en anden, sker der fx to samtidige processer: den, der rækker hånden frem, positionerer sig selv som en, der har ret til denne handling; og den, som hånden rækkes ud imod, positioneres som en, der potentielt bør gengælde med et håndtryk.
• For det andet et fokus på interaktionen mellem små og store narrativer. De små narrativer er dem, der udfolder sig konkret i interaktionen mellem mennesker, og de store er mere overordnede kulturelle narrativer, der nogle gange relateres til gennem de små narrativer.