Fakir, (af arab. faqīr 'tigger, fattig'), ifølge Koranen den, som ikke ejer noget og i enhver henseende er afhængig af Guds hjælp. I sufismen betegner fakir egentlig den, som lever i materiel fattigdom som et nødvendigt stadium på vejen til Gud og har givet afkald på al egoistisk stræben. I senere folkelig sufisme kom fakir til at betegne den omvandrende asket (svarende til persisk dervish). Selvom ordet er af islamisk oprindelse, bruges det i Vesten mest om indiske hinduers asketiske hellige mænd, der i den folkelige fromhed anses for at have mirakuløse evner til fx at gå på gløder, omgås giftslanger eller ligge på et sømbeslået leje.