Hjernebroen er en struktur i hjernen. Hjernebroen udgør den midterste del af hjernestammen, som udover hjernebroen består af midthjernen og den forlængede marv.
Faktaboks
- Også kendt som
- pons (latin og betyder 'bro')
Hjernebroen er en struktur i hjernen. Hjernebroen udgør den midterste del af hjernestammen, som udover hjernebroen består af midthjernen og den forlængede marv.
Hjernebroen har på forsiden tykke, tværgående fibre i overfladen med en længdegående (sagittal) rille, der kaldes sulcus basilaris. I rillen løber blodåren arteria basilaris. Forsiden af hjernebroen indeholder primært hvid substans, mens bagsiden overvejende består af grå substans, hvorfra der også findes forbindelser til lillehjernen via tre par lillehjernestilke (pedunculi cerebellares). Fra overfladen af hjernebroen kommer hjernenerverne 5, 6, 7 og 8 til syne.
I hjernebroen formidles (projiceres) sensorisk information fra ansigtet til thalamus vedrørende følesansen og vibrationssans ved tryk og berøring.
Den grå substans i hjernebroen modtager projektionsfibre fra hjernebarken (cortex cerebri) til innervation af motoriske hjernenervekerner og kerner, der videreprojicerer information til hjernebarken.
Hjernebroen udgør videreførelsen af den forlængede rygmarv (medulla oblongata) i retning mod centralnervesystemets øverste dele; midthjernen (mesencephalon) og forhjernen (telencephalon). Bag hjernebroen ligger lillehjernen (cerebellum). Pons og cerebellum udgør tilsammen den største del af baghjernen (metencephalon).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.