perikarditis

Ved fibrinøs perikarditis, pericarditis sicca (af latin siccus 'tør'), skyldes symptomerne udfældning af blodplasmaets fibrin. Fibrinet danner trevlede masser på de normalt spejlblanke blade, som dermed gnider mod hinanden ved hvert hjerteslag. Visse områder af det yderste blad er meget følsomme, og ved den mekaniske irritation, som skyldes fibrintrevlerne, udløses der stærke og vedvarende smerter bag brystbenet. Derudover er der ofte smerteudstråling til venstre arm og hånd og til hals og overkæbe, så smerterne ved akut fibrinøs perikarditis kan være helt lig dem, der optræder ved hjerteinfarkt. Som regel er der også stikkende smerter omkring hjertet eller til venstre for det, som forværres ved dyb indånding, og som kan stråle op i skulderen. De skyldes en ledsagende betændelsesreaktion i den del af brysthinden, der støder op til hjerteposen, med udfældning af fibrin mellem brysthindens ydre og indre blad.

Når de to fibrinbelagte perikardieblade gnider mod hinanden, opstår der desuden en karakteristisk, rytmisk lyd, som kan høres gennem stetoskopet, når dette anbringes på brystvæggen lige over hjertet. Den såkaldte perikardiale gnidningslyd minder om den lyd, der høres, når to stykker papir gnides mod hinanden, og er et vigtigt symptom ved fibrinøs perikarditis.

Ved eksudativ perikarditis, pericarditis exsudativa (af latin exsudare 'svede ud'), udvikles der en væskeansamling mellem de to blade. Alt efter betændelsens årsag kan væsken være vandig, blodblandet eller pusholdig. Når en sådan væskeansamling i perikardiet får en vis størrelse, vil det udøve et tryk mod hjertet, hvilket hindrer hjertet i at udvide sig helt i hvilefasen (diastolen) og reducerer fyldningen af hjertekamrene og dermed hjertets slagvolumen. Pulsen føles da svagere end normalt på grund af det nedsatte slagvolumen, og den er desuden hurtigere, da hjerterytmen øges for at opretholde det nødvendige minutvolumen.

At fyldningen af hjertet nedsættes, fører til en ophobning af blod i såvel lungevenerne som venerne i kroppens kredsløb, det store kredsløb. Dette fremkalder dels åndenød, dels svulmende og spændte vener på halsen, kaldet halsvenestase. Både det yderste blad i det serøse perikardium og det fibrøse perikardium er til en vis grad elastiske, så en væskeansamling, der udvikler sig gradvist gennem flere døgn eller uger, kan komme op på næsten én liter, før der opstår alvorlige symptomer. Ved hurtig udvikling af en perikardieansamling er 250–300 milliliter væske tilstrækkelig til at fremkalde alvorlig hjertesvigt.

Ved en større perikardieansamling dæmpes hjertelydene, så de i stetoskopet høres svagere end normalt. Der optræder karakteristiske forandringer af elektrokardiogrammet, og ved røntgengennemlysning ses hjerteskyggen forstørret, desuden er hjertepulsationerne mindre end normalt. Sikker påvisning af væskeansamling i perikardiet sker ved ekkokardiografi (ultralydsundersøgelse af hjertet). Har man påvist en perikardieansamling, kan det i specielle tilfælde være nødvendigt med undersøgelse af perikardievæsken, hvilket kan give vigtige diagnostiske oplysninger. Perikardiocentese, som en sådan udtagning af væske fra hjertesækken kaldes, bruges desuden som akut behandling ved livstruende hjertesvigt på grund af en stor perikardieansamling, hvor øjeblikkelig tømning af perikardievæsken kan forbedre tilstanden, indtil yderligere behandling kan iværksættes.

Ved infektiøs perikarditis er årsagen som regel en virus. En række vira kan forårsage perikarditis, hyppigst er infektion med coxsackievirus gruppe B, som fremkalder bornholmsk syge (myalgia epidemica), ECHO-virus og influenzavirus. Desuden forekommer der adskillige tilfælde af akut perikarditis, som klinisk ligner virusperikarditis, men hvor der ikke kan påvises en specifik virus. Virusperikarditis kan optræde hos alle aldersgrupper, men er hyppigst hos yngre voksne. Ofte har personen nogle dage eller uger forinden gennemgået en infektion i luftvejene. Virusperikarditis varer som regel kun 1–2 uger og forløber altid godartet. Den kaldes derfor også akut, benign (godartet) perikarditis.

Infektion med bakterier, bakteriel perikarditis, er derimod sjælden. Som regel drejer det sig om en såkaldt sekundærinfektion, det vil sige, at bakterierne stammer fra en infektiøs proces et andet sted i kroppen. Bakterierne kan da føres til hjertesækken med blodet eller lymfen eller ved direkte gennembrud fra bakterieansamlinger i lungehinden (pleuraempyem) eller i lungerne (lungeabsces, lungebetændelse eller lungetuberkulose). Det drejer sig næsten altid om pusdannende bakterier som stafylokokker, streptokokker, pneumokokker eller tuberkelbakterien, Mycobacterium tuberculosis. Den pusansamling, disse fremkalder i hjertesækken, kan blive meget stor, og det er ikke altid tilstrækkeligt med en kraftig behandling med antibiotika. Man foretager da en kirurgisk tømning af pusset, ved at der bliver lagt et dræn mellem de to blade i det serøse perikardium.

Tuberkuløs perikarditis er særlig alvorlig. Den udvikler sig snigende, danner ofte pus i anselige mængder og kan i en del tilfælde få et langvarigt forløb med udvikling af en kronisk betændelsestilstand i bladene i det serøse perikardium, såkaldt kronisk perikarditis.

Akut eksudativ perikarditis er en lunefuld sygdom, fordi der kan udvikle sig en livstruende perikardieansamling på få timer, uanset årsagen. Fibrinøs perikarditis kan på kort tid blive eksudativ. Alle personer med akut perikarditis indlægges derfor på sygehus til omhyggelig overvågning. Bakteriel perikarditis behandles med antibiotika. Behandlingen retter sig i øvrigt efter årsagen. Som oftest vil man være henvist til symptomatisk behandling af smerterne og den feber, der ofte er til stede de første døgn af akut perikarditis. Perikarditis i forbindelse med systemisk lupus erythematosus, leddegigt og gigtfeber reagerer meget godt på behandling med binyrebarkhormon.

De fleste tilfælde af akut perikarditis helbredes fuldstændigt i løbet af nogle få uger eller måneder.

Kronisk konstriktiv perikarditis kan ofte helbredes helt ved operativ fjernelse af hele perikardiet. Ved denne form for perikarditis er forløbet afhængigt af grundsygdommen.