omvendelsesterapi

Den moderne epokes begreber om seksuel normalitet og afvigelse opstod sent i 1800-tallet, hvor en ny medicinsk seksualvidenskab beskrev ikke-reproduktive seksualitetsformer som et resultat af degenerative forandringer i nervesystemet. I modsætning til tidligere, hvor ukonventionelle seksualiteter blev opfattet som syndige og/eller kriminelle, ansås de nu for at være sygelige.

I årtierne omkring 1900 blev der af samme grund lanceret en bred vifte af nye fagtermer (fx homoseksualisme, fetichisme, voyeurisme, ekshibitionisme, sadisme og masochisme), som skulle skabe overblik over det brogede felt af såkaldte perversioner og forenkle lægernes forskning, diagnostik og behandling.

I udgangspunktet blev de seksuelle afvigelser anset for medfødte eller tidligt udviklede, og de fleste læger anså derfor behandlingsmulighederne for begrænsede, ligesom man opfattede gældende straffelovssanktioner som nyttesløse og uretfærdige. Ikke desto mindre er det veldokumenteret, at især (mandlig) homoseksualitet var genstand for ivrige "helbredelsesforsøg", og der findes talrige eksempler på homoseksuelle mænd, som opsøgte lægelig behandling for at undgå skamfølelser, straf eller social skandalisering. Der er også eksempler på yngre homoseksuelle, som blev presset af deres familie til at gennemgå terapeutiske forløb.

Periodens førende seksualforsker, den tysk-østrigske psykiater Richard von Krafft-Ebing, eksperimenterede – ligesom adskillige af hans samtidige danske kolleger – med hypnose, skønt han mod slutning af sin karriere måtte erkende, at resultaterne var nedslående. Han mente nu, at homoseksualitet var en medfødt seksuel variation, som hverken kunne eller burde behandles. En lignende konklusion nåede hans elev Sigmund Freud, som frarådede brug af psykoanalyse til afretning af seksuelle præferencer.

Til trods for denne tidlige faglige skepsis så man op igennem 1900-tallet ihærdige forsøg på "udrensning" af homoseksuelle tilskyndelser, og spektret af anvendte (pseudo)medicinske metoder tæller bl.a. kastration, testikeltransplantation, kønshormonbehandling, brug af psykofarmaka og psykedeliske substanser, elektrostimulation samt hjernekirurgiske indgreb. Hertil kommer såkaldt aversionsterapi, hvor eksponering for tekster eller billeder med homoseksuelt indhold kobles til ubehagelige stimuli som kraftige lugte, elektriske stød eller smerte.

Også i flere af nazismens koncentrationslejre foretog læger som danske Carl Peter Værnet (1893-1965) stærkt uetiske medicinske eksperimenter på homoseksuelle fanger.

Skønt homoseksualitet i dag er gledet ud af de officielle sygdomsfortegnelser, er seksuelle og romantiske følelser mellem mennesker af samme køn fortsat socialt fordømt og kriminaliseret i en stor del af verden. Også i 2000-tallet eksisterer der derfor et marked for omvendelsesterapi, som typisk involverer forskellige typer kognitiv adfærdsterapi med det formål at eliminere eller undertrykke en persons homoseksuelle følelser, og sjældnere at "afrette" en persons transkønnede identitet.

Allerede i 1999 forbød Brasilien uvidenskabelige metoder rettet mod korrektion af seksuel orientering. Siden har også lande som Tyskland, Frankrig og Canada indført forbud mod omvendelsesterapi, enten generelt eller i tilfælde, hvor mindreårige er involveret. I Danmark er organisationer som LGBT+ Danmark og Sex & Samfund fortalere for en lignende lovregulering.

• homoseksualitet
• transkønnethed
• homofobi
• transfobi
• seksuel orientering