mavesaft

Den vigtigste bestanddel i mavesaften er mavesyren, der består af saltsyre, som produceres i parietalcellerne i mavesækkens slimhinde. En voksen person producerer normalt cirka 1–2 liter mavesaft i døgnet, men mængden varierer betydeligt fra person til person.

Udskillelsen af saltsyre øges af duften og smagen af mad samt af andre sansepåvirkninger, der leder tanken hen på mad, som for eksempel synet af mad eller tallerkenklirren fra køkkenet. Når maden når frem til mavesækken, fremmes saltsyreproduktionen af en række signaler fra nervesystemet samt af hormonet gastrin, der frigøres fra mavesækkens nederste del (antrum).

Produktionen af mavesaft hæmmes efterfølgende af hormonsignaler fra tyndtarmen, når den delvist nedbrudte føde når dertil. Syren deltager i fordøjelsen ved at aktivere pepsinogen til det proteinspaltende enzym pepsin, der bl.a. spalter kollagen i bindevæv. Mavesyren danner et surt miljø, hvor enzymerne er særligt aktive. Syren beskytter desuden til en vis grad mod tarminfektioner.

Nogle mennesker producerer lidt eller ingen mavesyre (aklorhydri), men klarer sig generelt godt uden tegn på svækket fordøjelse. Personer med mavesår vil ofte have gavn af, at produktionen af mavesaft hæmmes, idet det sure miljø er med til at skabe sårene og hindre helingen.

Mavesaften indeholder enzymet pepsinogen, som produceres i hovedceller i slimhindekirtlerne i mavesækken. Pepsinogenet omdannes hurtigt af mavesyren til pepsin, som bidrager til nedbrydningen af proteiner i kosten. Mangel på pepsin giver ikke betydende symptomer, idet tyndtarmens enzymproduktion kompenserer for den manglende initiale fordøjelse af protein. Udskillelsen af pepsinogen reguleres ligesom mavesyren af nerver og hormonet gastrin.

Hovedcellerne producerer også gastrisk lipase, der i modsætning til lipase fra bugspytkirtlen er aktiv i et surt miljø. Gastrisk lipase påbegynder spaltningen af triglycerider. Gastrisk lipase bidrager således til fordøjelsen af fødens fedt ved at spalte 10 – 30 % af triglyceriderne hos voksne og op til 50 % hos nyfødte.

Udskillelsen af bikarbonat er vigtig for beskyttelse af slimhinden mod syre. Bikarbonat befinder sig i mucus på cellernes overflade og bevirker, at surhedsgraden på cellens overflade er ca. en million gange lavere end i mavesaften.

Intrinsic factor udskilles fra parietalcellerne uafhængigt af produktionen af syre. I tyndtarmen bindes intrinsic factor til B12-vitamin, der herefter optages i den nederste del af tyndtarmen. Mangel på intrinsic factor kan opstå efter fjernelse af mavesækken eller ødelæggelse af mavesækkens slimhinde pga. autoimmun betændelse og fører til nedsat optagelse af fødens B12-vitamin. Underskud af B12-vitamin kan resultere i blodmangel og påvirket nervefunktion. Blodmangel pga. autoimmun betændelse i mavesækkens slimhinde med ødelæggelse af parietalcellerne kaldes perniciøs anæmi.

De første undersøgelser af mavesækkens betydning for fordøjelsen blev foretaget af René Antoine Ferchault Réaumur (1683-1757), der fik en tam glente til at sluge perforerede metalkapsler med forskelligt indhold. Ved undersøgelse af indholdet af de opgylpede kapsler viste han, at mavesaften var sur og kunne opløse indtaget føde.Den amerikanske militærlæge William Beaumont (1785-1853) bekræftede, at dette også var tilfældet hos mennesket, og at syren var saltsyre. Beaumont havde plejet en canadisk pelsjæger Alexis St. Martin (1802-1880), der efter en vådeskudsulykke havde udviklet et hul (fistel) i bugvæggen med forbindelse til mavesækken. Gennem hullet kunne Beaumont observere mavesækkens slimhinde producere mavesaft. I perioden 1825 til 1833 registrerede han i mere end 200 forsøg, hvad der skete med forskellige fødeemner, der hæftet til en silkesnor blev anbragt i mavesækken og senere trukket ud. Med henblik på identifikation af den "fordøjende substans" sendte Beaumont forgæves en prøve til kemikeren Jöns Jacob Berzelius (1779-1848) i Stockholm. Pepsinet blev først opdaget i 1836.

• mavesyre
• fordøjelse
• fordøjelseskanalen