Masque er en engelsk teatergenre fra sent i 1500-tallet og tidligt i 1600-tallet. Masque-genren var knyttet til hoffet og blev udført af fornemme amatører og professionelle teaterfolk med stor kostumepragt og sceniske og musikalske effekter, ballet, sang og maskineri.

Faktaboks

Etymologi

Masque kommer af det franske ord masque 'maske'.

Også kendt som

court masque

Masque er beslægtet med den allegoriske hofballet og var typisk en hyldest til og underholdning for majestæten. Motiverne var hentet fra mytologien, hyrde- og eventyrverdenen. Som en grotesk forestilling i forestillingen kunne forekomme en anti-masque.

Berømt er samarbejdet 1605-1634 mellem Benjamin Jonson og Inigo Jones, som dog var kompliceret, da Jonson prioriterede poesien, Jones de avancerede sceniske effekter; bl.a. udviklede han efter italiensk forbillede en prosceniumsscene med perspektivdekoration.

Lukningen af teatrene i 1642 satte også en stopper for masque. Da teatrene genåbnede 1660 var de, med afsæt i masque, indrettet som egentlige barokscener, i modsætning til Shakespeareteatret.

Masque kunne siden indgå som mellemspil i fx barokoperaer. Edward Gordon Craigs arbejde i 1901 med The Masque of Love fra Henry Purcells Diocletian er berømt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig