langrend

Klassisk langrend er den ældste form for skiløb, mens fri stil først blev en selvstændig stilart i 1985. Forskellen på de to stilarter ligger i valg af fremdriftsteknik: I klassisk stil er skiskøjtning forbudt. Normalt benyttes stagning (på lette nedkørsler), stagning med fraspark (på flader), diagonalgang (på lette modbakker) og fiskebensteknik (på bratte modbakker). De sidste tre teknikker kræver brug af fæstesmøring, som imidlertid virker svagt bremsende.

I fri stil er alle teknikker tilladt, hvilket i praksis betyder, at den hurtigste vælges, næsten altid skiskøjtning, der ikke kræver fæstesmøring, men kun hurtig glidesmøring. På lette nedkørsler anvendes i reglen skøjt i fartstilling uden brug af stave, på flader ettaktsskøjt, på lette modbakker almindelig totaktsskøjt og på bratte modbakker den særlige totaktsskøjteteknik padling.

Langrend som sport er især udviklet i Norge og har været på OL- og VM-programmet siden det første vinter-OL og -VM for mænd i 1924 og siden OL 1952 og VM 1954 for kvinder. Distancerne er fra 5 til 50 km.

Der løbes normalt individuelle tidsløb med forskudte starter i enten klassisk eller fri stil. På 15 km jagtstart (fri stil) startes efter handicapsystem bestemt efter resultatet på en forud afviklet 10 km klassisk, således at den første løber i mål er samlet vinder. I stafet er der samlet start. De første to ture løbes i klassisk, den/de sidste i fri stil.

Den mest vindende langrendsløber i 1900-tallet er på herresiden nordmanden Bjørn Dæhlie, på kvindesiden russeren Jelena Välbe. Ud over Norge og Rusland/Sovjet har Sverige, Finland, Italien og Tyskland domineret sporten. Nævnes kan bl.a. svenskerne Sixten Jernberg og Gunde Svan. Svan var medvirkende til, at fri stil blev en selvstændig disciplin.

• skisport
• ski
• De Olympiske Vinterlege
• sportsgrene ved vinter-OL i 2026
• danske deltagere ved vinter-OL i 2026
• Vasaløbet