Kvantekromodynamik, (af eng. Quantum Chromo Dynamics, QCD, i analogi til Quantum Electro Dynamics, QED, se kvanteelektrodynamik; 2. led af gr. chroma 'farve'), er den fundamentale teori for de stærke vekselvirkninger mellem kvarker og gluoner med deres 'farve'-kvantetal. Teorien minder om, og er en generalisation af, kvanteelektronymik, der beskriver kræfterne mellem elektriske ladninger. I kvantekromodynamik er elektrisk ladning erstattet af 'farve' og de masseløse partikler, der er ansvarlige for kræfterne er gluoner. I modsætning til fotoner, der er ansvarlige for de elektromagnetiske kræfter, vekselvirker gluoner også direkte med hinanden. Kvantekromodynamik er et specielt tilfælde af Yang-Mills teori, der blev indført i en helt anden sammenhæng af C.N. Yang (Nobelpris 1957) og R. Mills, og som også benævnes ikke-Abelsk gauge teori. Teorien blev først foreslået som kandidat til teorien for stærke vekselvirkninger i 1973 af fysikerne H. Fritzsch, H. Leutwyler og M. Gell-Mann (Nobelpris 1969). Det var opdagelsen af såkaldt asymptotisk frihed i 1973 af D. Gross, D. Politzer, og F. Wilczek, der gav den nuværende forståelse af, hvorledes kvantekromodynamik beskriver de stærke vekselvirkninger. For deres opdagelse modtog Gross, Politzer og Wilczek Nobelprisen i fysik i 2004. Asymptotisk frihed betyder, at de stærke vekselvirkninger bliver svagere og svagere når den udvekslede energi øges. Da højere energi ifølge kvantemekanikken svarer til kortere afstande, betyder det, at kvarker og gluoner opfører sig mere og mere som frie partikler, jo tættere de kommer på hinanden. Omvendt vokser kræfterne uden grænser når afstandene forøges, hvilket er grunden til at frie kvarker og gluoner ikke kan observeres i makroskopiske partikelfysik-detektorer. Kvarker er gluoner er således altid indespærrede i de såkaldte hadroner, der ikke har farve-kvantetal. Asymptotisk frihed af de stærke vekselvirkninger kan i dag måles til stor nøjagtighed, og er i perfekt overensstemmelse med den teoretiske forudsigelse.
Det sker
Kongelig undersøger
Troels Lund Poulsen (V) overtager rollen som kongelig undersøger fra Mette Frederiksen (S), efter ønske fra Lars Løkke Rasmussen (M) og en efterfølgende ny kongerunde blandt partierne. En kongelig undersøger er den politiker, der er forhandlingsleder i forbindelse med dannelsen af en ny regering.
Giro d'Italia
Giro d'Italia er Italiens største cykelløb og efter Tour de France det mest betydningsfulde etapeløb. Løbet bliver kørt fra den 8. til 31. maj. Den danske cykelstjerne Jonas Vingegaard kører i år sit første Giro d'Italia.
Mors dag
Søndag er det mors dag i Danmark, hvor det siden 1929 har været en udbredt skik at glæde sin mor, ofte med blomster. Mors dag kommer oprindeligt fra USA.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.