Kold fusion, meget omdiskuteret metode til produktion af fusionsenergi. Kold fusion er ikke videnskabeligt forstået eller definitivt demonstreret. De to amerikanske elektrokemikere Martin Fleischmann (1927-2012) og Stanley B. Pons (født 1943) rapporterede i 1989, at de havde set en uventet energiudvikling i et galvanisk forsøg med palladiumelektroder med et stort indhold af deuterium. De argumenterede for, at energiudviklingen måtte skyldes fusionsprocesser.
Deres artikel vakte stor opsigt, fordi resultatet kunne føre til en simpel og billig metode til udvinding af fusionsenergi, hvis deres påstand var korrekt. En række fusionslaboratorier eftergjorde Fleischmanns og Pons' forsøg, men ingen fandt sikre tegn på fusionsprocesser.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.