chokterapi

Den østrigske læge Manfred Sakel (1900-1957) omtales ofte som insulinterapiens ophavsmand. Sakel voksede op i en jødisk familie i Galicien i det sydlige Polen, der dengang var en del af kejserriget Østrig-Ungarn. Han blev uddannet læge i 1925 i Wien. Herefter flyttede han til Berlin, hvor han begyndte at arbejde hos lægen Kurt Mendel, på dennes klinik Berlin-Lichterfelde Sanatorium, en afvænningsklinik for hovedsageligt læger, sygeplejersker og skuespillere, der var misbrugere af morfin. Her eksperimenterede man med det nye hormon i behandlingen af morfinafhængighed. I 1927 forsøgte Sakel sig med så høje doser af insulin, at personernes blodsukker blev så lavt, at de blev bevidstløse og i nogle tilfælde fik krampeanfald.

I 1930 publicerede han første gang en artikel om insulinets gunstige virkning på morfinafhængighed i Deutsche Medizinische Wochenschrift dog uden at nævne, at han havde anvendt så høje doser, at personerne havde fået insulinchok og var blevet komatøse. Det nævnte han til gengæld i en anden artikel fra 1933 i tidsskriftet Zeitschrift für die gesamte Neurologie und Psychiatrie. Efter den nazistiske magtovertagelse i Tyskland vendte Sakel i 1933 tilbage til Wien, hvor han i samarbejde med Otto Pötzl (1877-1962), der var professor ved universitetsklinikken, begyndte på forsøg med behandling med insulin af personer med skizofreni. Selvom Pötzl var nazist og medlem af NSDAP siden 1930 støttede han Sakel i sin forskning. I november 1934 påbegyndte Sakel udgivelsen af en artikelserie på i alt 13 artikler i Wiener Medizinische Wochenschrift, i hvilke han lancerede insulin som "en mirakelkur" mod skizofreni. I 1935 skrev han om det i en bog Neue Behandlungsmethode der Schizophrenie. I 1936 rejste Sakel til USA for at yde privat behandling med insulin til en velhavende borger i New York, der havde hørt om behandlingen.

Insulinterapien mødte stor skepsis og modstand mange steder i Europa. En af undtagelserne var dog Schweiz, hvor cheflægen ved det psykiatriske hospital i Münsingen, Max Müller (1894-1980) tog behandlingen op, og i 1937 arrangerede han en international kongres for interesserede i insulinterapi.

I Skotland tog den tysk-fødte læge Herbert James Pullar-Strecker behandlingen til sig og etablerede i 1936 en "insulin-unit" vedRoyal Edinburgh Hospital for Mental Disorders. Samme år besøgte den psykiatriske embedslæge Isabel Wilson fra Mental-Hospital Board of Control Wien og Münsingen og godkendte behandlingen af skizofreni med insulin. Ved Maudsley Hospital i London påbegyndte Eliot Slater omtrent samtidig behandling af depressioner med insulin. I årene 1937-1939 spredte kendskabet sig til Canada via canadiske læger, der besøgte England.

I USA blev Sakels behandling kendt som ICT (Insulin Chok Therapy). Allerede i 1934 havde Joseph Wortis (1906-1995), der var psykiater ved Bellevue Hospital i New York forsøgt sig med behandlingen efter et besøg hos Sakel i Wien. Bernard Glueck (1883-), der var psykiater på et privat psykiatrisk hospital indførte behandlingen i 1936 efter et besøg hos Max Müller i Schweiz.

I 1937 kom behandlingen til Danmark. Det blev først introduceret på kolonien Filadelfia og på Vesthospitalet (Kvindehospitalet) på Sankt Hans Hospital. I 1938 blev det anvendt på de fleste danske psykiatriske hospitaler. I 1939 iværksatte Dansk Psykiatrisk Selskab en landsdækkende undersøgelser af de samlede resultater af behandling med insulin- og cardiazolchokterapi. Man konkluderede, at behandlingerne ikke levede op til forventningerne, og at man ikke kunne genfinde de resultater, der var beskrevet i udenlandsk litteratur.