klimafiktion

Begrebet "climate fiction" blev skabt af journalisten Dan Bloom i 2007, men fortællinger om et ændret klima går tilbage til de tidligste fortællinger, vi kender til. Historien om Noas ark i Bibelen eller Digtet om Gilgamesh har begge et forandret klima som en central del af deres fortælling og kan med tilbagevirkende kraft siges at høre til genren. Som Bloom påpegede det, så er der dog efter årtusindeskiftet piblet et væld af klimafiktioner frem med et mere konsistent fokus særligt på menneskeskabte klimaforandringer.

Som Bloom og kritikerne umiddelbart efter ham har bemærket, så koncentrerede denne litterære bølge sig til at begynde med inden for science fiction. Et eksempel på dette er den norske forfatter Maja Lundes (født 1975) Blå (2018), hvor vi som læser i to spor følger miljøaktivisten Signe i 2017, men også David og hans datter i 2041, der grundet en kronisk tørke må flygte nordpå til "vandlandene" i håbet om at kunne opbygge et ordentligt liv.

I Sam J. Millers (født 1979) Blackfish City (2018) præsenteres vi for en endnu mere voldsom fremtid, hvor mange helt har opgivet landjorden og bor i deciderede i flydende bystater langt ude på havet. I Paolo Bacigalupis (født 1972) Water Knife (2015) er store dele af USA til gengæld forvandlet til ørken, og menneskelige samfund er rykket sammen i såkaldte arkologier, kæmpe urbane konstruktioner, der skal holde vandet inde og varmen (og fremmede) ude.

Science fiction er dog ikke længere så dominerende en tendens inden for klimafiktion, som den har været. Særligt den såkaldte økogotik (ecoGothic) har haft indflydelse på klimafiktioner, men andre former for genrefiktion har også fået øjnene op for klimaet som et vigtigt emne. Den meget populære tv-serie Game of Thrones (2011-2019) vender eksempelvis igen og igen tilbage til det faktum at "winter is coming". Mange seere vil måske ikke umiddelbart tænke på serien som klimafiktion, og vi får heller aldrig at vide, hvorfor vinteren kommer. Serien er dog alt andet lige et strålende eksempel på, hvordan selv fantasygenren har taget ideen om et skiftende klima til sig, samt hvor vigtigt et livsvilkår det er. For når den langstrakte og længe frygtede vinter rammer, så ændrer alt sig.

Herudover så ser man også en stigende sammenblanding af genrer inden for klimafiktion. N.K. Jemisins (født 1972) Broken Earth Trilogy (2015-2017) opererer således i krydsfeltet mellem science fiction og fantasy. Det er en helt bevidst strategi fra Jemisins side, at hendes portræt af en klimahærget planet til at begynde med forvirrer læseren, både når det gælder genre og geografi. Verdenen, der beskrives, virker først fremmed og fjern.

Planeten er hærget af apokalyptiske "årstider", der er så voldsomme, at selv geologien forandres, når en ny tid indtræffer. Den tilsyneladende fremmede planet viser sig dog over tid at være vores egen Jord, der gennem tidligere tiders videnskabelige manipulationer af klimaet har frembragt tilstande, der på både planetarisk og menneskeligt niveau minder mere om magi end om videnskab. Selv om det aldrig forklares fuldt ud, præcis hvor grænsen går, så opnår Jemisin i denne forskydning fra science fiction til fantasy en yderst effektiv fremmedgjorthed hos læseren, der er ekstra virkningsfuld, netop fordi både geografien og den videnskabelige kausalitetsmodel aldrig forlades helt. Om end den udviskes, og vi som læsere aldrig kan være sikre på, om karaktererne udøver reel magi eller ej, så er den fremtidige jord en planet, der er så "broken", at vi kun glimtvis kan genkende den som vor egen. Men visheden om, at det faktisk er tilfældet, får den hjemlige, men næsten uigenkendelige fremtidige planet til at virke endnu mere skræmmende.

En vigtig faktor i klimafiktion er spørgsmålet om skyld og kausalitet. Hvad har forårsaget klimakrisen, hvad har skiftet haft af konsekvenser, og hvem eller hvad er skyld i disse forandringer? I filmen Snowpiercer (2013) er et mislykket videnskabeligt forsøg på at rette op på klimaet gået så galt, at hele planeten er dækket af tykt lag af sne og is. I tegneserien Storbyen der druknede (1970) i Linda og Valentin-serien er New York oversvømmet grundet eksplosioner af en brintbombe over nordpolen, der har fået den til at smelte. Og i Margaret Atwoods roman Oryx and Crake (2003, dansk titel Oryx og Crake, 2003) har grådige multinationale selskaber været så opsat på profit, at de har ladet naturens orden bryde sammen.

I andre former for klimafiktioner ved vi dog enten ikke, hvad der har forårsaget ændringerne, eller også er de forårsaget af handlinger, der er ude af menneskets kontrol og derfor også ansvar. I actionfilmen Waterworld (1995) præsenteres vi for en verden, hvor næsten al landjord er forsvundet. Det antydes kraftigt langt hen i filmen, at menneskelig adfærd og ødselt forbrug af fossile brændstoffer er skyld i katastrofen. Ved filmens slutning bliver det dog klart, at de stigende vandmasser er forårsaget af naturlige årsager, og filmens tidligere teknologi- og industri-kritik kommer derfor til at fremstå noget tandløs.

I stærk kontrast hertil står tegnefilmen Ponyo på klippen ved havet (2008). Også her er verden udsat for en voldsom oversvømmelse, men vi får aldrig klart at vide, hvad der har forårsaget den. Filmen lægger sig dog mere op ad den gængse klimafiktion end Waterworld, i og med at den spiller på en ubalance mellem mennesket og naturen, der skal genoprettes, før vandstanden igen kan falde. Hvor Waterworld lidt henkastet peger mod en pseudovidenskabelig forklaring primært for at kunne lave en plot-afsløring ved filmens slutning, så afholder Ponyo sig fra at fremvise en klar kausalitetskæde eller at pege på nogen ultimativ synder. Dog er det klart, at syndfloden i filmen er netop det: en ændring af naturens tilstand, forårsaget af at grænser, der ikke bør overskrides, er blevet overskredet. Nogen eller noget har handlet forkert, og naturen svarer derfor igen.

I mange, måske nok endda de fleste, klimafiktioner, så opereres der altså med skyld, skam og ansvar i mindre eller større grad. De rige, de magtfulde, middelklassen, patriarkatet, europæerne, amerikanerne, kineserne, videnskabsmændene, politikerne, nogen har opført sig uansvarligt. Årsagerne kan være mange, fx ved at syndere har forbrændt for mange fossile brændstoffer af, har pillet ved ting de ikke burde (vejret, jordskorpen, biosfæren), affyret atomare sprænghoveder, har brugt for mange ressourcer, har forurenet, fracket, boret for dybt og så videre.

Der er i samme åndedrag af skyldspålæggelse også en kritik af privilegerede menneskers ansvar for klimakrisen. Et centralt omdrejningspunkt i tv-serien Familier som vores (2024) er dens blik på, hvordan privilegerede mennesker fra Danmark, der ellers føler sig isoleret fra klimaets rasen i tropiske lande mod syd, selv tvinges til at blive migranter, da landet oversvømmes. I computerspillet og særligt i tv-serien The Last of Us (2023-2025) er verden blevet lagt ned af en svampe-zombie-infektion, der indirekte er forårsaget af menneskets grådige forbrug af energi, som har opvarmet klimaet, og som nu gør, at de selv bliver ædt op.

I John Lanchesters (født 1962) roman The Wall (2019) følger vi de fremtidige børn af nulevende generationer, der gennem en brutal værnepligt tvinges til at patruljere og kæmpe på "væggen" for at dæmme op for den konstante strøm af klimaflygtninge, der truer landet. Klimakollapset er forårsaget af handlinger, der er foregået lang tid før de blev født, og en central pointe i romanen er det generationelle skel mellem dem, der egentlig er skyld i klimakrisen, forældrene, som kan blive hjemme i deres lune stuer, og deres børn. Den ældre generation vil i Lanchesters bog ikke vedkende sig deres eget ansvar for klimatets kollaps, og det behøver de heller ikke. De opholder sig nemlig både fysisk og erkendelsesmæssigt langt fra de voldsomme kampe mod både mennesker og vejr, som deres børn både nu og i fremtiden må tage.

• science fiction
• fantasy
• horror
• spekulativ fiktion
• blå humaniora
• realisme
• menneskeskabte klimaforandringer