keltiske sprog

Den keltiske sprogfamilies udbredelse i århundrederne f.v.t. I oldtiden taltes keltiske sprog i store dele af Europa, men de er siden trængt vestpå af andre sprog og er i vore dage den eneste indoeuropæiske sprogfamilie i tilbagegang. Det urkeltiske grundsprog menes ved udvandring at have bredt sig fra Centraleuropa, fx til Frankrig, hvor sproget udviklede sig til gallisk. Dette sprog forsvandt efterhånden helt, idet visse træk blev opsuget i latin, som det taltes i det daværende Gallien. I Bretagne tales stadig bretonsk, men dette sprog går ikke tilbage til gallisk. Det tilhører den britanniske sproggruppe og er nært beslægtet med kornisk. Andre keltiske stammer vandrede dels mod syd, hvor de udviklede sprog som keltiberisk og lepontisk, dels mod øst, hvor galaterne synes at have bevaret det keltiske sprog frem til senantikken.

John Fowlie.

Licens: Begrænset anvendelse

De keltiske sprog er en indoeuropæisk sprogfamilie, der omfatter de nulevende sprog irsk, skotsk-gælisk, walisisk og bretonsk foruden kornisk, der overlevede i Cornwall til hen imod 1800, samt manx på øen Man, der først har mistet sine sidste indfødte sprogbrugere efter 1950. Også irsk og skotsk-gælisk såvel som walisisk og bretonsk er gået stærkt tilbage.

Historie

Sten fra Dunmore Head i Irland med skrifttegn fra det tidlige irske ogham-alfabet i form af streger og indhak på begge sider af stenens lodrette kant. Til grund for dette skriftsystem, der i reglen læses nedefra og opefter, ligger formentlig det latinske alfabet på trods af de manglende formelle ligheder. Af de i alt 369 kendte ogham-indskrifter befinder ca. 1/3 (121) sig i County Kerry i det sydvestlige Irland, hvor også Dunmore Head-stenen hører hjemme.

Sten fra Dunmore Head med ogham-indskrift.

Af Nikolai Ditzenbach.

Licens:

På det europæiske fastland kendes fra århundrederne før Kristi fødsel en række keltiske indskrifter på hhv. gallisk i Frankrig, lepontisk i Norditalien og keltiberisk i Spanien. De længste er to keltiberiske tekster på bronzetavler, fundet i 1970 og 1992 ved Botorrita nær Zaragoza. Det antages, at keltisk udvikledes i et område mellem Østfrankrig og Bøhmen måske fra begyndelsen af det første årtusinde f.v.t., og at sprogfamilien udbredte sig herfra ikke blot mod syd og sydvest, men også mod vest til De Britiske Øer og mod øst via Balkan til det centrale Lilleasien, jævnfør Galaterbrevet i Det Nye Testamente. Sprogfamiliens tilbagegang på kontinentet skal især sammenkædes med udbredelsen af latin sydfra samt med germanske stammers fremtrængen nordfra.

På De Britiske Øer er de første keltiske sprogminder de irske ogham-indskrifter, hvoraf de tidligste stammer fra 300-tallet e.v.t. De ældste irske manuskripter er fra 600-700-t. e.v.t. Den irske variant af keltisk blev ved udvandring fra ca. 400-tallet e.v.t. ført til Skotland og Man, hvor den udviklede sig til hhv. skotsk-gælisk og manx. De tidligste walisiske tekster er affattet omtrent samtidig med de ældste irske manuskripter, men overleveret i senere afskrifter. Den skriftlige overlevering på kornisk og bretonsk er noget yngre. Bretonsk er opstået som udvandrersprog, idet den angelsaksiske ekspansion fra øst og den irske trussel fra vest fik keltiske indbyggere i Sydvestengland til at flygte til Bretagne i 400-500-tallet. Det fremføres til tider at gallisk skulle have overlevet længe nok i Bretagne til at have påvirket de indvandrende bretoner sprogligt. Der er dog ingen sikre beviser for denne påstand.

De keltiske sprogs slægtskab

Geografisk

Geografisk opdeles keltisk i fastlandskeltisk med gallisk, keltiberisk og lepontisk og økeltisk, der omfatter de øvrige keltiske sprog. De økeltiske sprog inddeles i to grene: gælisk, oprindelig hjemmehørende i Irland, med irsk, manx og skotsk-gælisk og britannisk med walisisk, kornisk og bretonsk. Da romerne og senere germanerne (angelsakserne) kom til Britannien, taltes der keltisk over hele øen måske bortset fra det piktiske område i det nuværende Skotland. Den angelsaksiske erobring af lavlandet i 400-500-tallet førte til en dialektal opdeling af britannisk, dog således at kornisk og bretonsk stod i nærmere forbindelse med hinanden end med walisisk.

Sprogligt

Sprogligt er inddelingen i gælisk og britannisk blevet begrundet med udviklingen af indoeuropæisk *kw i de to grene; det angives i gælisk med q i ogham og med c, ch /k, χ/ i (old)irsk, mens det i britannisk angives med p (b). De to grene betegnes derfor ofte hhv. Q-keltisk og P-keltisk. Opdelingen er dog tvivlsom, bl.a. fordi gallisk og lepontisk efter dette kriterium kan klassificeres som britannisk, mens keltiberisk bevarer kw og derved synes mere lig gælisk, jf. indoeuropæisk *ekwos 'hest', latin equus, keltiberisk equeisui (dativ) 'heste-' og oldirsk ech over for gallisk Epo- (i navne), walisisk/kornisk ebol og bretonsk ebeul 'føl'. Andre forskere opererer med en gallo-britannisk gren over for gælisk under henvisning til en række lydlige fornyelser, der er fælles for gallisk og britannisk, og som formentlig skyldes udbredelse fra gallisk.

De keltiske sprog blev oprindelig ikke henregnet til den indoeuropæiske sprogæt, men i 1838 påviste Franz Bopp, at konsonantændringerne i forlyd, de såkaldte mutationer, i moderne keltiske ord var sproghistorisk betinget. Også Rasmus Rask betragtede keltisk som indoeuropæisk. Den betydeligste danske forsker på området er Holger Pedersen. Han udgav 1909-1913 en sammenlignende keltisk grammatik i to bind.

Grammatik

Keltisk adskiller sig fra de øvrige indoeuropæiske sprogfamilier ved en kombination af sproglige fællestræk.

Lyd- og trykforhold

Vokalen ē udviklede sig til ī, fx oldirsk fír, walisisk/bretonsk gwir og gallisk -uirus over for latin vērus 'sand, ægte'. Konsonanten p- gik tabt i stavelsesforlyd, fx irsk ro, walisisk rhy, bretonsk re over for latin prō 'for'. Desuden er der i alle nulevende keltiske sprog sket hyppige ændringer af klusiler i forlyd; de kan svækkes til hæmmelyde, stemte lyde eller nasaler, afhængigt af hvilken lyd der oprindelig gik forud, fx oldirsk cét '100' over for fiche ar chét '120', hvor c står for /k/ og ch står for /χ/. Ved tab af forudgående lyd kunne konsonantændringerne få grammatisk betydning, jf. irsk tógadh 'man tog' over for thógadh sé 'han tog'.

Keltisk har i lighed med italisk og germansk stærk trykaccent, dvs. eksspiratorisk tryk og ikke accent baseret på fx intonation. Trykket ligger i gælisk typisk på ordets første stavelse, i britannisk på ordets næstsidste stavelse.

Bøjning og syntaks

Hos substantiverne er endelsen i genitiv maskulinum singularis baseret på indoeuropæisk *-ī, jf. gallisk Segomari, ogham-irsk maqqi, oldirsk maicc 'sønnens'. Dette har inden for indoeuropæisk kun paralleller i messapisk og italisk, fx latin lupī 'ulvens'. Pronominer smelter ofte sammen med præpositioner og får suffiksværdi. Som markør for verber i upersonlig og deponent brug optræder r, fx oldirsk berir 'det bruges', labrithir 'han taler', et træk, der kendes med nogenlunde tilsvarende funktion i italisk, anatolisk, tokharisk og frygisk. Verbet går i keltisk normalt forud for subjekt og objekt.

Ordforråd

Det basale keltiske ordforråd går tilbage til indoeuropæisk. Omfanget af lån fra ikke-indoeuropæiske kilder er usikkert. Der var på kontinentet lånekontakt mellem keltisk og hhv. latin og germansk. Fra gallisk lånte latin ord for køretøj, fx latin carrus 'vogn', jf. gallisk carros, walisisk car, oldirsk carr, mens germansk lånte ordet 'rige', oldislandsk ríki, fra keltisk *rīg- 'herredømme, magt', der er beslægtet med latin rēx 'konge'. Omvendt blev det germanske ord *saipōn- 'flydende sæbe' optaget i gallisk, hvorfra det trængte ind i latin, sāpo, jf. fransk savon 'sæbe'.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.