Kalkunen blev domesticeret i Mexico ca. 100 år f.Kr. Herfra spredtes den til Nordamerika, hvor europæiske indvandrere har givet den en central og traditionsrig rolle i gastronomien, fx i forbindelse med Thanksgiving og jul. De spanske erobrere bragte kalkuner til Spanien først i 1500-tallet, og herfra blev kalkuner ført til resten af Europa; de nåede Danmark i ca. 1550.
Kalkunracerne vedligeholdes af racefjerkræavlere, der især avler efter fjerdragtfarve, udseende samt kropsform. Kalkuner har en meget vigtig position som slagtefjerkræ, hvis slagtealder afgøres af produktet. Den overvejende del parteres i brystfilet, lår m.m. og hertil kræves store dyr. 24 uger gamle vejer hanerne ca. 20 kg, mens hønerne med en mindre vækstintensitet slagtes tidligere og 20 uger gamle vejer ca. 11 kg; ved juletid kommer mindre høner, som kan passe i en moderne stegeovn, i handelen i hel tilstand. Hønerne har ry for at have mindre tørt kød end haner; kødets smag er ikke særlig udpræget.
Den overvejende del af produktionen er samlet på få besætninger. Interessen for fedtfattig mad har kraftigt øget afsætningen af kalkunkød, som kommer i handelen i udskæringer som filet, inderfilet, hele og delte lår m.fl. I 1980'erne og 1990'erne førte det til et stigende forbrug. Således blev der i 1997 produceret 1.382.000 kalkuner til slagtning i Danmark. Siden er produktionen gået voldsomt tilbage, og i 2021 blev der kun slagtet 6.200 kalkuner.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.