Jogging.
Af .

Jogging er løb i moderat tempo og fik efter amerikansk inspiration sin udbredelse i Danmark fra begyndelsen af 1960'erne og blev en særlig populær motionsform i 1980'erne.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kommer fra engelsk jogging, af jog 'løbe langsomt, lunte'.

Populariteten fortsatte op gennem 1990'erne og 2000'erne som årtiers hastigst voksende motionsform blandt voksne danskere – godt hjulpet på vej af idrætsforeningers, entusiasters og mediers anprisning af den lettilgængelige aktivitet.

Udbredelse

Danskernes motions- og sportsvaner inklusive løbevaner har ændret sig lidt mere gradvist i årene efter årtusindskiftet.

Motion og løb 2011-

I undersøgelsen Danskernes motions- og sportsvaner, 2011 (Idrættens Analyseinstitut, Idan) ligger jogging/motionsløb på rapportens førsteplads foran styrketræning og vandreture.

I 2014 sætter konferencen ’Idrættens største udfordringer IV’ i Vejen Idrætscenter en hel dag af til et seminar om løbebølgen. De positive kvalitet som nem individuel motion og samtidig livsglad og social aktivitet på løbehold fremlægges. Det samme gør skyggesiden ved løbebølgens popularitet:

Fremkomsten af løbeafhængighed og et stigende antal løbeskader, som fremhævet i medierne.

Seminarets debatter skal bidrage til, at udviklingen indenfor løb bliver en "lystfuld og sund folkebevægelse og ikke udvikler sig til en samfundsmæssig belastning."

Motion og løb 2016-

I efterfølgende undersøgelser slås jogging og motionsløb sammen under betegnelsen løb, og i 2016-undersøgelsen overhaler styrketræning løb og vandreture på tredjepladsen.

Løb er stadig populært, men fitness styrketræning er vundet frem blandt stort set alle aldersgrupper og fylder aktuelt mere i mediebilledet.

Motion og løb 2020-

Under corona pandemien med nedlukninger ændrer billedet sig en anelse. Danskernes motions- og sportsvaner 2020 (Idan):

Den generelle motionsdeltagelse blandt voksne faldet til 57 pct. i 2020 fra 61 pct. i 2016 og 64 pct. i 2011. Gang og vandreture (71 pct. af besvarelser) overhaler styrketræning (35 pct.) og løb (33 pct.).

Motion og løb 2024-

I rapporten Danskernes motions- og sportsvaner 2024 (Idan) er placeringerne de samme i toppen. Løb ligger stabilt i Top 3, stadig på tredjepladsen som en af danskernes motionsfavoritter med et lille fald i antal aktive:

  1. Gå- og vandreture – 61 %
  2. Styrketræning – 39 %
  3. Løb – 25 %

Løb dyrkes på hold i idrætsforeninger, løbeklubber, kommercielle fitnesscentre og som individuel og selvorganiseret idræt.

Der findes en lang række populære motionsløb som er med til at skabe fællesskaber omkring løb og øge motivationen til træning op til disse løb. De mest kendte er DHL Stafetten for firmaer, Eremitageløbet (København), og Royal Run, der blev stiftet i anledning af Kronprins Frederiks 50-års fødselsdag. Løbet løbes i forskellige byer fra år til år.

Jogging og motionsløb

To løbere i naturen

Ordet jogging bruges efterhånden sjældent. For det meste dækker "løb" i daglig tale alle løbehastigheder fra langsom til hurtig.

Hjernen har et motorisk program for gang og et motorisk program for løb. Ved en hastighed omkring 7,5 km/t vil det energimæssigt være mest hensigtsmæssigt og naturligt at slå over i løb.

Internationalt betegnes jogging dog som løb med 4-6 mph svarende til 6,4 og 9,7 km/t. I Danmark nævner man af og til 8 km/t i forbindelse med langsomt løb eller jogging-tempo. Langsomt løb er dog ikke nødvendigvis en fordel, fordi det giver tungere landinger, hvor impact- belastningen på knogler og led – øges.

Der findes forskellige stilarter, men normalt kan man løbe per instinkt. Starte med at gå hurtigt og så sætte farten op og slå over i løb på en måde, der føles naturlig for en selv. Der findes forskellige teknikker, så løbet bliver lettere og hurtigere, men den overordnede løbestil kan variere.

Joggingtøj

Tre kvinder der jogger i en park

Som led i den mere aktive livsstil blev det fra slutningen af 1970'erne en modesag at bære smart amerikansk inspireret joggingtøj bestående af lange bukser og bluse (sweatshirt) af blødt trikotstof i en løstsiddende facon.

I begyndelsen blev den sporty beklædning mest anvendt som løbe- og motionstøj, men hurtigt vandt joggingtøjet også udbredelse som afslappet fritidstøj for både børn og voksne.

Løbende bliver løbetøjet blevet mere funktionelt. Tætsiddende løbetrøje, løbevest eller løbejakke, og korte eller lange løbetights i svedtransporterende kunststofmaterialer, der forbliver tørt under træningen. Alternativt kan man løbe i shorts og T-shirt; motionsløb kræver ikke specialtøj.

Løbesko er et kapitel for sig. De findes i mange mærker, modeller og farver.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig