Ikonostas, (af gr. eikon 'billede' og stasis 'ståen, stilling'), den billedvæg (ikonvæg), der deler en ortodoks kirke i en hellig del, hvor kun gejstligheden må opholde sig, og en profan del for menigheden. Oprindelsen er det såkaldte templon, en slags korskranke af marmorplader med relieffer og tre døråbninger flankeret af søjler, mellem hvilke der hang gardiner. I slutningen af 1000-tallet satte man ikoner ind mellem templons vægge. Fra denne periode kendes billedvægge dækket med sølv såvel som med emalje, fx i Pala d'Oro, Venedig. Ikonerne i disse billedvægge kan som motiver have Kristus som ypperstepræst, Jomfru Maria, ærkeenglen Mikael, Johannes Døber, andre helgener eller kirkeårets hovedfester: bebudelsen, forklarelsen på bjerget, korsfæstelsen, pinsen, Marias død osv. Fra 1400-tallet kendes kunstfærdigt udskårne træikonostaser, og de blev ret hurtigt enerådende på Balkan og i Rusland.