hypotermi

Almindelige årsager til hypotermi er ulykker, hvor kroppen samtidig udsættes for kraftig nedkøling, eksempelvis ved fald ned i koldt vand.

Ved ulykker, som medfører bevidstløshed udendørs, kan kernetemperaturen falde hurtigt. Nedkøling forekommer også blandt lavineofre, men her er kvælning og traumer større trusler. Færdsel i bjergene uden tilstrækkeligt tøj og planlægning kan få alvorlige konsekvenser. Hypotermi rammer i høj grad personer uden adgang til beskyttelse mod omgivelserne. Hjemløse og flygtninge er særligt udsatte.

Ældre mennesker har dårligere evne til at føle og regulere temperatur end yngre. Brug af alkohol og andre rusmidler øger risikoen for nedkøling. Sedative rusmidler kan hæmme hjernens evne til at registrere temperaturfald og iværksætte modforanstaltninger. Resultatet er en hurtigere nedkøling af kroppen. At blive udsat for kulde kan også føre til lokale forfrysninger, som fører til frostskader. En frostskade er en lokal kuldeskade i for eksempel fingre eller tæer, mens hypotermi er en generel nedkøling af hele kroppen.

Hypotermi kan også opstå i forbindelse med generel afmagring eller udmattelse, ved hjerneskade og ved nedsat produktion af hormoner fra skjoldbruskkirtlen (hypothyreoidisme) eller fra binyrerne (Addisons sygdom).

Begyndende hypotermi fører til rystelser og sammentrækninger af blodkarrene i huden. Dette nedsætter varmetabet og er en del af kroppens system for temperaturregulering. Når kropstemperaturen falder mod 30 °C, hæmmes temperaturreguleringen, og rystelserne stopper. Evnen til at tænke klart nedsættes. Bevidstheden nedsættes gradvist ved videre nedkøling, og personen er som regel bevidsthedspåvirket under 30 °C. Hjerte- og åndedrætsfrekvensen bliver langsom, og forstyrrelser af hjerterytmen indtræder. Hjertestop forekommer ved, at hjertekamrene flimrer (ventrikelflimmer) eller stopper helt (asystoli).

Ved lave temperaturer er kroppens iltbehov imidlertid lavere, fordi cellernes metabolisme er sænket. Dermed kan en nedkølet person overleve hjertestop i meget længere tid end en, der har normal kropstemperatur.

Hvis personen er stærkt nedkølet, kan det være så svært at opdage livstegn, at personen virker død; også kaldet skindød. Hvis en person virker livløs, skal genoplivning altid startes.

Uden for hospitalet måles temperaturen mest præcist i endetarmen (rektalt). Hos personer på sygehuset kan kropstemperaturen måles i spiserøret eller blæren, hvilket også er meget præcist. Måling af temperatur i øret har den fordel, at det er let og forbundet med meget lidt ubehag, men målingen er ikke helt så præcis, som de øvrige metoder.

Stærkt hypoterme personer skal bringes til hospitalet for genopvarmning under igangværende, livreddende førstehjælp. Det er muligt at overleve kropstemperaturer under 15 °C.

Ved hypotermt hjertestop er målet at varme personen op og få hjertet til at slå, så hjernen igen kan blive forsynet med iltrigt blod. Det er generelt svært at få hjertet i gang igen ved kropstemperaturer under 30 °C. Derfor er det vigtigt med effektiv hjerte-lunge-redning under transport til et specialiseret hospital. Ved hjælp af hjertekompressioner og indblæsninger kan man forsyne den kolde hjerne med ilt, indtil mere avanceret behandling kan iværksættes. Hjerte-lunge-redning skal også startes, hvis man er usikker på, om personen har hjertestop.

På hospitalet behandles hypotermiske personer med hjertestop ved hjælp af hjerte-lunge-maskine, som er en effektiv opvarmningsmetode, der tilfører kroppen ilt. Alligevel forekommer der ofte komplikationer, og dødeligheden af accidentel hypotermi ligger i flere studier mellem 30 og 40 %. Hjertestop, hjertesvigt, blødninger og anden organsvigt er blandt komplikationerne, der kan opstå under opvarmning.

Hypoterme personer uden hjertestop skal behandles forsigtigt. Uforsigtig håndtering og megen bevægelse af personen øger risikoen for hjerterytmeforstyrrelser og hjertestop. Våde klæder fjernes, og personen pakkes ind i tørre tæpper eller dyner under transport. Varmetæpper eller andre varmekilder kan bruges, men meget forsigtigt, da kold hud er udsat for at få brandskader. Målet med opvarmning undervejs til hospitalet er at undgå, at personen yderligere nedkøles. Hos en hypoterm person, der ikke har hjertestop, kan man bruge varmluftstæppe under den aktive opvarmning på hospitalet.

Da hypotermi nedsætter stofskiftet og dermed vævenes iltbehov, bruges planlagt hypotermi til at beskytte hjernen ved operationer, hvor blodstrømmen til vigtige organer midlertidigt må nedsættes eller standses. Oftest køles blodet med hjerte-lunge-maskine. Dette kaldes terapeutisk hypotermi.

Mens hjerneskade kan indtræde efter blot 4–5 minutters cirkulationsstop ved 37 °C, kan cirkulationen standses i nærmere en time ved temperatur under 20 °C uden, at der opstår påviselige skader. Denne beskyttende effekt af hypotermi er også blevet brugt i stort omfang efter,at personer har fået hjertestop af andre årsager end hypotermi, såsom en stor blodprop i hjertet.

Hvis man har fået hjertet til at slå igen, men personen ikke vågner, har det været almindelig praksis at køle kroppen ned til 32–34 °C for at beskytte hjernen. De seneste år har studier vist, at det kan være lige så vigtigt at undgå, at personer med hjertestop får for høj kropstemperatur, som nedkøle dem aktivt. Derfor køles nu mange steder til en kropstemperatur på 36 °C.

• iatrogen hypotermi
• terapeutisk hypotermi
• kropstemperatur