hittitisk religion

Hittitternes religion er et komplekst fænomen med flere lag. Det ældste er det oprindelige hattiske element fra 2000-tallet f.v,t, eller før med modergudinden, solgudinden fra Arinna, som den vigtigste guddom; andre guder var vejr- eller vandguden Taru og hans datter Inara. Fra de indoeuropæiske hittitter kendes også en mandlig guddom som den højeste gud. Det dominerende træk i sen hittitisk religion er et hurritisk lag, som begyndte ca. 1430 f.v.t., muligvis bragt med af et hurritisk dynasti. Et indtryk af den sene hittitiske religion får man fra reliefferne i helligdommen i Yazılıkaya. Hittitisk religion var dog meget konservativ, og landsbyreligion eksisterede ved siden af den senere statsreligion.

Centralt i statsreligionen stod kongen, der som gudernes tjener skulle dyrke alle guder i sit rige, og hvis vigtigste pligt var et årligt besøg ved de lokale guder til deres årstidsfester. Samtidig skulle han være moralsk ren på hele folkets vegne. En række bønner skulle sikre dette, når en ulykke viste, at der herskede urenhed eller synd.

I myten "guden, der forsvinder" fortælles om Telepinu samt om Teshub, Nerik eller solguden. Der er ikke tale om gudens død, men om hans vrede eller kommen i fjendtlige magters vold med en følgende katastrofetilstand. Guden bringes tilbage ved hjælp af magi eller andre handlinger. En anden myte, der er af hurritisk oprindelse, handler om guden Kumarbi og skildrer, hvordan han tager kongemagten over guderne, bliver erstattet af sin søn Teshub og forgæves kæmper for at vinde magten tilbage.