Gerontologi er læren om alderdommen og studiet af aldringsprocesserne. Gerontologi blev første gang nævnt i 1903 af den fransk-russiske biolog Elie Metchnikoff (1845-1916).

Faktaboks

Etymologi
Ordet gerontologi kommer af græsk geron 'gammel mand', genitiv gerontos, og -logi.
Også kendt som

aldersforskning

Tværfagligt forskningsområde

Forskning inden for gerontologi er tværfaglig og omfatter aldringsprocessen og de konsekvenser, denne har for det enkelte menneske og for samfundet. Denne type forskning er både naturvidenskabelig, biologisk, psykologisk, humanistisk og sociologisk.

Faget lægger stor vægt på biologisk forståelse, men omfatter også psykologisk aldring og samfundsvidenskabelige spørgsmål knyttet til, hvordan omgivelserne er tilpasset de aldrende og, hvordan aldersdiskrimination undgås.

Aldring og sygdomme

Geriatri er det lægefaglige speciale, som er tæt forbundet med gerontologi og beskæftiger sig med aldring og sygdomme.

Manglende konsensus om aldring

Der er forskellige syn på, hvornår aldringen sætter ind. Traditionelt har man i forskning og medicin betegnet personer mellem 65 og 75 som ældre og personer over 75 år som gamle. Dette giver sjældent biologisk mening, da der er stor variation mellem individer, og da biologisk aldring og kronologisk aldring ikke altid følges af. Der er ikke en ny konsensus om, hvornår man er "ældre" eller "gammel". Forskning har afdækket af livskvaliteten topper hos mange som 75-årige.

Politisk interesse

De seneste årtier har forskning, udvikling, medicin og bedre leveforhold betydet, at vi bliver væsentlig ældre i Danmark end tidligere. I Danmark har ældreministeren lanceret en strategi for at gøre Danmark mere ældrevenligt.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig