Fytinsyre er inositol med 6 fosfatestergrupper. Fytinsyre fraspalter protoner fra 3 fosfatestre svarende til pKa -værdier mellem 1,1 og 3,2. De tre "næste" fosfatestre har pKa -værdier mellem 5,2 og 8,0. Fytinsyre bærer derfor en ladning på omkring minus 3 ved fysiologiske betingelser. De sidste af de i alt 12 syregrupper i fytinsyre har pKa -værdier mellem 9 og 12.
Fytat er fytinsyre fraspaltet protoner. Ladningen af fytat afhænger af pH og bliver mere negativ ved høj pH. Fytats mange negative ladninger tiltrækker metalioner som Zn2+ og Ca2+ , der bindes til fytat. Denne kompleksbinding er under fordøjelse af kornprodukter særlig stærk i tarmens basiske dele med høj pH. Herved mindsker fytat udnyttelse af plantekostens mineraler.

Fytin er den samlende betegnelse for fytinsyre, inositolhexafosforsyre, og fytater, der er salte af fytinsyre. Fytin forekommer i de fleste planter, hvor gruppen af stoffer fungerer som planternes minerallager. Fytin findes især i korns skaldele og er her vigtig for kornets opmagasinering af calcium og zink.

Faktaboks

Etymologi
Ordet fytin er dannet af græsk phyton 'plante' med endelsen -in.
Også kendt som

phytin (uofficiel stavemåde)

Fytin og ernæring

Fytin hæmmer absorption af calcium og zink fra tarmen under fordøjelsen, da fytin binder calcium- og zink-ioner. Binding af begge disse mineraler til fytin øges med stigende pH, da fytin bliver mere negativt ladet ved disse betingelser, som gælder i tarmen. Calcium bindes også stærkere ved højere temperatur, og fytinsyre ligner hermed mælkesyre og glukonsyre, der findes i fermenterede mælkeprodukter. Disse organiske syrer har alle endoterm og dermed entropi-kontrolleret binding af calcium til deres respektive anioner.

For at kornets mineraler kan optages under fordøjelsesprocesserne, skal fytin være spaltet til inositol og fosfat, så mineralerne kan frigives fra deres stærke binding til fytin.

Enzymet fytase

Enzymet fytase findes i korn og i kornprodukter, hvor det foretager denne hydrolyse af fytin til inositol og fosfat ved frøets spiring. Fytase har højest aktivitet i svagt sur opløsning, så aktiviteten af fytase er lav i menneskets fordøjelseskanal, der enten er stærkt sur eller svagt basisk i henholdsvis mave og tarm. Dette kan give sig til kende som et problem for mineraloptagelse ved indtagelse af ubehandlet klid fra korn sammen med mælkeprodukter. Opvarmning af klid som ved ristning nedbryder fytin, og ristning mindsker derfor den negative effekt af klid på mineraloptag fra mælkeprodukter.

Under fremstilling af brød øges aktiviteten af fytase under dejlægning med gær eller surdej, og mineraler frigives under fermenteringsprocesserne i dejen.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig