Fluortabletter er sugetabletter med natriumfluorid. De kom på markedet i 1963 som et alternativ til drikkevandsfluoridering som et middel til at forebygge huller i tænderne (karies), som var af meget udbredt blandt børn og unge.

Historisk baggrund

I Danmark blev fluortabletter udbredt i 1960’erne og 1970’erne og blev en vigtig del af den forebyggende tandplejeindsats, især i områder med lavt naturligt fluorid i drikkevandet. Med udviklingen af børnetandplejen i 1970’erne og 1980’erne instituerede mange kommunale tandplejer fluortabletprogrammer med uddeling af fluortabletter i skoleklasserne. Tandlæger og sundhedsplejersker anbefalede rutinemæssigt brug af fluortabletter til småbørn og skolebørn. Den daværende opfattelse var, at fluor havde en overvejende systemisk effekt, dvs. at det skulle indtages for at blive indbygget i tandemaljen og beskytte tanden mod karies.

Ændrede anbefalinger og faldende brug

Den stigende forskningsbaserede indsigt i fluorids virkningsmekanisme i 1990’erne ledte til et paradigmeskift. Det påvistes at fluorid overvejende virker lokalt på tandoverfladen og ved at være tilstede i det omgivende spyt. Samtidig øgedes brugen af tandpasta med fluor, som havde en selvstændig kariesforebyggende effekt. Endelig var der en stigende erkendelse af risikoen for dental fluorose, hvis man overdoserede brugen af fluorid gennem tilførelse af flere forskellige fluorforbindelser. Fluortabletter blev således gradvist afskaffet som et generelt forebyggelsestiltag.

Fluortabletter anbefales nu kun til personer med særligt høj risiko for at udvikle karies efter en individuel risikovurdering, fx børn med høj kariesaktivitet eller som ikke børster tænder med fluortandpasta. Den eksisterende vejledende doseringstabel tager hensyn til barnets alder, tablettens fluoridindhold (typisk 0.25 mg og 0.50 mg fluorid) og øvrig fluorideksponering i form af tandpasta og drikkevand.

Fluortabletter er nu receptbelagt i Danmark.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig