Fingrene nummereres ofte fra 1 til 5, startende med tommelfingeren.
Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Fingrene er de yderste, bevægelige dele af hånden. De nummereres normalt 1–5, regnet fra tommelfingeren mod lillefingeren.

Faktaboks

Etymologi

Ordet finger er et arveord i dansk, der går tilbage til urgermansk *fingraz. Det indeholder samme ordrod som talordet fem og som ordet for '(knyt)næve' i mange indoeuropæiske sprog, bl.a. engelsk fist.

Også kendt som

latin digitus, flertal digiti

Fingrenes navne

De fem fingre har danske og latinske navne. De latinske står her i parentes:

  • tommelfingeren (pollex)
  • pegefingeren (index)
  • langfingeren (digitus longus)
  • ringfingeren (digitus anularis)
  • lillefingeren (digitus minimus)

Fingerenes opbygning

Hånd. Øverst: hånd set fra håndfladen. De kraftfulde muskler, der bøjer fingre og håndled, er beliggende på underarmen og udfører deres træk gennem slanke sener, således at håndens egen vægt holdes lav. Nederst: skrivende hånd. Når hånden udfører præcisionsarbejde, fx under skrivning, holdes håndleddet stabiliseret af dette leds specielle bøje- og strækkesener (hvoraf kun én er vist på billedet), mens fingerbevægelserne udføres ved et kompliceret samspil mellem de små muskler i hånden understøttet af de lange bøje- og strækkesener til fingrene. Blandt de små muskler er ved skrivning navnlig musculus interosseus dorsalis I og musklerne i tommelfingerballen (thenar) vigtige; skrivekrampe opstår navnlig i thenars muskler.

.

Fingrenes knogler (ossa digitorum manus) er generelt længere og kraftigere end tæernes knogler. Hver finger har tre fingerknogler eller falankser (phalanges):

  • en yder-/endefalanks
  • en midtfalanks
  • en grundfalanks

Håndens tredje finger er den længste, tommelfingeren og lillefingeren de korteste. Det siges ofte, at tommelfingeren kun har to falankser. Den har i virkeligheden tre, men mangler en mellemhåndsknogle (os metacarpale). 2.–5. grundfalanks står i ledforbindelse med mellemhåndsknoglerne ved kugleled, mens tommelfingerens grundled danner et saddelled med håndrodens os trapezium.

Fingrene er anatomisk set rørknogler, der indbyrdes er forbundet ved hængselled. De udvikles fra det mesodermale kimlag i fosterlivet. Forbeningen begynder i diafyserne i anden til tredje fostermåned, mens de proksimale epifyser først optræder i første til tredje leveår. Epifyseskiverne er normalt ossificeret i 18–19-årsalderen. Knoglesubstansen er særligt rig på kollagene fibre, hvilket gør fingerknoglerne stærkere end de fleste andre dele af skelettet.

Bevægelighed

Fingrenes bevægelighed er stor. De kan bøjes og strækkes samt (i grundleddene) abduceres og adduceres. Tommelfingeren kan desuden opponeres, hvilket kendetegner håndens rolle som gribeværktøj. Fingermusklerne er desuden styret af små motoriske enheder. De repræsenterer en stor del af den motoriske hjernebark (gyrus precentralis), og fingrene er dermed den del af vores muskelsystem, der kan fremvise størst grad af finmotorik. Denne kan trænes yderligere (som tæerne), fx hos pianister eller violinister.

Muskler i fingrene

På trods af finmotorikken er kraften stor (eksempelvis hos bjergbestigere), og et håndtryk kan hos nogle have en kraft på over 40 kilo. I princippet har fingrene den samme muskulatur som tæerne:

Lange muskler (udspring fra underarmen)

Korte muskler (udspring fra hånden selv)

Innervation

  • Nervus radialis innerverer samtlige strækkemuskler.
  • Nervus ulnaris innerverer fleksormusklerne på 4. og 5. finger, musculi interossei palmares & dorsales, musculus adductor pollicis, musculus flexor pollicis brevis.
  • Nervus medianus innerverer 1.–3. fingers bøjemuskler og musculi lumbricales 1 + 2.

Hudfølelsen i hånden er af betydning for vores evne til motorisk funktion. I fingerspidserne er hudfølelsen særligt stor. Her kan man opfatte berøringspunkter, der kun ligger 1–2 millimeter fra hinanden. Hos småbørn er sensibiliteten i fingrene større end hos voksne.

Skader og sygdom

Fingrene er udsat for skader, da de ofte ikke er beskyttet på samme måde som sko beskytter fødderne. På billedet ses et knoglebrud i det yderste led på en finger.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Håndskader er relativt hyppige, da hånden kun sjældent er beskyttet (handsker), i modsætning til fodens fodtøj. Skaderne kan eksempelvis dreje sig om sårskader eller klem- og knusningsskader af falankserne. Sygelige processer, der berører fingrene, påvirker naturligvis håndens funktion som gribeværktøj, i form af nedsat bevægelighed og kraft ved infektioner, nerve- eller muskellidelser.

Fingrene som kommunikationsredskab

Fingrene er ikke kun et mekanisk gribeværktøj. De kan være afgørende i tegnsprog ved døvhed og bruges ofte til at understrege en verbal påstand.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig