Føden består af orme og især muslinger. De gribes med klosaksene og føres med benenes kraftige hofter ind i munden, der kan spærres meget op. Maven har nogle hårde lister og knuder, der tager sig af tygningen.
Dolkhaler lever normalt på 10-20 m vand. Her kravler de som kampvogne langsomt hen over bunden og bruger skjoldets forrand til fødesøgning eller nedgravning. Svømning sker på ryggen vha. de brede bladfødder. Når dyrene lander på rygsiden, bruger de dolken til som en bryder at "gå i bro", mens de fægter med benene for at komme på ret køl.
Forplantningen hos Limulus sker om sommeren. Forinden kan hannerne i ugevis ride på den udvalgte hun. Under springflod ved fuldmåne lægger hunnen i en grube i vandkanten flere hundrede æg, der efter befrugtning tildækkes. Ved næste springflod klækkes den lille cirkulære larve, som endnu mangler haletornen. Efter ét år er den 10 cm bred og skifter fra da af kun skal én gang årligt.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.