Bidevindsejler (Velella velella) er en letgenkendelig gople, som her sidder på en sten efter at være blevet skyllet op på stranden ved Nice i juni 2013.

.

Tværsnit af en bidevindsejler. Langs yderkanten af skiven med koncentriske luftrør sidder der tentakler med nældeceller; i midten findes munden omgivet af formeringspolypper.

.

Bidevindsejler flyder på havoverfladen ved hjælp af luftrør, mens et lille sejl sørger for fremdrift.

.

Bidevindsejleren er et flydende polypdyr (se smågopler), som danner en flad, oval flydeskive med et opretstående sejl. Den er det eneste medlem af slægten Velella.

Faktaboks

Videnskabeligt navn

Velella velella

Også kendt som

By-the-Wind-Sailor (engelsk)

Det diskuteres, om bidevindsejleren er et individ eller en koloni. Den har en flad, dybblå skive med koncentriske ringe fyldt med luft, så skiven kan flyde på havoverfladen. Oven på den flydende skive, der er omkring 5 cm i diameter, står et lille sejl til at fange vinden. Under skiven sidder et stort mundrør omgivet af talrige mindre rør; de bærer knopper, der udvikles til små gopler (meduser), og disse rør ender ligeledes i en mund. Langs skivens rand sidder en krans af fangarme (tentakler) med nældeceller, som dog ikke er i stand til at gennemtrænge huden på badegæster.

Den lever i varmere dele af oceanerne og i Middelhavet. Bidevindsejleren blev tidligere grupperet sammen med blæregoplerne, men er nu placeret i en separat familie, Porpitidae.

Bidevindsejleren omtales ofte med det latinske navn Velella. Sejlet på Velella står diagonalt oven på den flydende disk. Forskellige individer har deres sejl orienteret enten fra højre til venstre eller fra venstre til højre. Det betyder, at vind og bølgebevægelse vil sende dem i forskellige retninger og dermed hjælpe artens spredning på det åbne hav. De kan ofte ses i store mængder i tropiske og tempererede farvande, og ofte skylles de op stranden.

Selv om Velellas nældeceller ikke er i stand til at gennemtrænge huden på mennesker, kan øjne, læber og tunge dog lokalt blive irriteret ved kontakt.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig