atrieflagren

Atrieflagren kan optræde i anfald, der starter og stopper pludseligt, og kaldes paroksystisk atrieflagren. Anfaldene kan være kortvarige, men hos nogle kan de vare i dagevis, eller indtil de behandles. Træthed og ubehag i brystet er almindeligt, og de fleste mærker den hurtige puls, men mange registrerer den ikke, især hvis ledningssystemet blokerer, så pulsen ikke bliver for hurtig.

Hvis forkamrene slår 300 gange i minuttet, vil ledningssystemet ofte stoppe hver anden impuls, så pulsen bliver regelmæssig, 150 slag per minut. Stoppes hver tredje impuls, bliver pulsen 100 slag per minut. Ofte blokeres impulserne uregelmæssigt, og da føles det som om det er flimmerpuls.

Selvom hvilepulsen er upåfaldende, kan pulsen stige uforholdsmæssigt meget ved anstrengelser, hvilket kan medføre åndenød og træthed. Hvis AV-knuden ikke blokerer flagreimpulserne, vil hjertekamrene slå op mod 300 gange i minuttet, hvilket er en ineffektiv rytme, som kan give blodtryksfald og kollaps.

Kronisk (permanent) atrieflagren er ikke så almindelig. Pulsen kan være hurtig, men efter en tid vil AV-knuden ofte blokere impulserne bedre, så hjertekamrene slår roligere. Nogle mærker uregelmæssig puls. Over tid kan for hurtig flagrepuls føre til hjertesvigt.

På samme måde som ved atrieflimren, øger atrieflagren risikoen for, at der dannes blodpropper inde i venstre forkammer i hjerteørerne. En sådan blodprop kan løsne sig og føres med blodstrømmen, indtil den kiler sig fast og giver blodprop i hjernen (apopleksi) eller skader andre organer (tromboemboli).

Hvis man anstrenger sig fysisk, mens flimmer- eller flagreanfald pågår, vil ledningssystemet lede flere impulser ned til hovedkamrene, og personen kan blive meget medtaget med blodtryksfald og åndenød.

Hvis pulsen vedvarende er for hurtig, kan det på sigt udvikles hjertesvigt. Risikoen øges ved puls over 110 slag per minut, men hvis hjertet allerede er svækket, vil grænsen være lavere.

Medicin givet i en vene (intravenøst) eller gennem munden (peroralt) kan undertiden stoppe anfald. Effekten er usikker.

En pacemaker, der har ledning til et forkammer, kan programmeres til midlertidigt at give en serie hurtige stimuli (hurtigere end flagrenen), som i mange tilfælde kan bryde flagrenen. Andre gange udløser pacingen kortvarig atrieflimren, som normalt ophører af sig selv. Denne behandling skal gives på et pacemakercenter. Princippet udnyttes oftere hos personer, der har midlertidige pacemakerledninger på intensivafdelingen efter hjertekirurgi.

Den mest effektive metode er elektrokonvertering. Patienten skal være i kortvarig narkose, og et strømstød gennem hjertet vil næsten altid normalisere hjerterytmen. Elektrokonvertering beskytter ikke mod tilbagefald.

Såfremt hjertefrekvensen en hurtig ved permanent atrieflagren, kan regulering af hjertefrekvensen være relevant. Lægemidler, der reducerer overledning fra forkamre til hjertekamre kan nedsætte hjertefrekvensen. Det drejer sig om betablokkere og calciumantagonister og sjældnere andre antiarytmika. Sådanne lægemidler kan medføre langsom hjerterytme og kræver derfor en nøje afvejning mellem effekt på anfaldshyppighed og hjertefrekvens samt eventuelle bivirkninger.

Atrieflagren kan ligesom andre arytmier, der skyldes cirkelstrøm (engelsk reentry), behandles ved kateterablation. Med radiobølger (radiofrekvensenergi) eller fryseteknik inaktiveres et lille område af hjertevævet, der danner en isolerende linje, som bryder cirkelstrømkredsen. Ved typisk atrieflagren placeres den isolerende linje over fæstet til klappen mellem højre forkammer og hovedkammer (trikuspidalklappen). Indgrebet gennemføres som regel hurtigt, har en meget høj succesrate og medføreret sjældent komplikationer. Hos de, der har både flimren og flagren, er et mere omfattende indgreb nødvendigt.

Blodfortyndende behandling (antikoagulationsbehandling) anbefales efter de samme retningslinjer som for atrieflimren. Behandlingen gives til risikopatienter, det vil sige ældre og de, der har anden hjerte-kar-sygdom, diabetes eller tidligere slagtilfælde.