adoption

Før den første adoptionslov fra 1923 afhang en adoptions retlige indhold af den enkelte bevillings ordlyd. For at adoptivbarnet ikke skulle risikere at blive stillet ringere efter en adoption, sikrede 1923-loven en vis arveret til barnets biologiske slægt, og indførelsen i adoptantens slægt skete i konsekvens deraf ikke fuldstændig (i tråd med 1923-lovens hovedprincip, at adoptionen var svag).

Ved Adoptionsloven af 1956 brød man afgørende med dette tofamilieprincip og gik over til et enfamilieprincip, så relationerne mellem adoptivbarnet og dets biologiske slægt afbrydes helt, og barnet stilles, som var det adoptantens eget barn (det stærke princip).

For adoptioner fra før den 31. december 1956 kan det ved tillæg til bevillingen bestemmes, at de nye regler skal være gældende.

Adoption gives i dag efter Adoptionsloven af 1972 ved bevilling fra Familieretshuset. En undtagelse hertil er adoption uden samtykke fra barnets forældre, som gives af Ankestyrelsen.

Ved adoption af fremmede børn, dvs. børn uden tilknytning til ansøgeren, skal ansøgeren være godkendt som adoptant. Godkendelse kan i almindelighed ikke finde sted, hvis ansøger er under 25 år, eller hvis der er over 42 års aldersforskel på ansøger og barn, eller hvis ægtefæller eller samlevende, der ikke har levet sammen i mindst 2½ år, ønsker at adoptere sammen.

Ægtefæller og ugifte samlevende kan som udgangspunkt ikke adoptere alene. Herudover lægges der navnlig vægt på ansøgerens sociale forhold og helbredstilstand, på adoptionsmotivet og på ansøgerens indstilling til børn og unge.

Er der ikke tale om adoption af fremmede børn, men om en familieadoption, fx adoption af ægtefælles barn eller bedsteforældres adoption af barnebarn, skal adoptanten ikke godkendes. Efter gældende praksis kan bedsteforældre således ved en barnebarnsadoption være over 60 år. Er barnet fyldt 12 år, er det normalt et krav, at det giver sit samtykke til adoptionen. Der må også foreligge samtykke fra de af barnets forældre, der har del i forældremyndigheden. Har én af forældrene ikke del i forældremyndigheden, skal vedkommende blot have lejlighed til at udtale sig.

En adoption kan i visse tilfælde ophæves, fx når parterne er enige om det, eller når adoptanten er død. I de fleste ophævelsestilfælde kan barnet derefter komme til at genindtræde i forholdet til sin biologiske slægt.

Voksenadoption er en adoptionsform, hvor ansøgeren adopterer en person, der er fyldt 18 år; voksenadoption omfatter også stedbarnsadoption.

I 2024 blev betingelserne for voksenadoption lempet ved lov, så Familieretshuset kan bevilge adoption, når den, der ønskes adopteret, og adoptanten er enige herom, og adoptionen antages at være bedst for dem begge. Det forudsættes, at den indbyrdes relation er forælder/barn-lignende, og at relationen har haft en vis varighed. Ved voksenadoption kan ægtefæller og ugifte samlevende adoptere alene.

Tvangsadoption refererer til adoption som social indsats, hvor et barn bortadopteres uden de retlige forældres samtykke. Tvangsadoption er et alternativ til anbringelse uden for hjemmet efter barnets lov.

• forældremyndighed
• surrogatmor
• regnbuefamilie

• Læs om adoption på Familieretshusets hjemmeside