Faktaboks

Victoria Woodhull

Født Victoria Claflin

Født
23. september 1838, Homer, Ohio, USA
Død
9. juni 1927, Bredon's Newton, Storbritannien

Victoria Woodhull var amerikansk politiker og feminist. I 1872 blev hun den første kvindelige præsidentkandidat i USA.

Som redaktør og aktivist

Woodhull var en farverig personlighed i New York i 1860'erne og 1870'erne. Hun startede karrieren som spirituelt medium og slog sig op på, at hun kunne kommunikere med de døde. Igennem dette arbejde mødte hun nogle af USA’s rigeste mænd, som hun begyndte at rådgive økonomisk. På den baggrund blev hun i 1868 den første kvindelige børsmægler i USA.

I 1870 startede Woodhull og søsteren Tennessee deres egen avis i New York, som især skrev om kvinders manglende stemmeret. Hun argumenterede også for fri kærlighed, bedre mulighed for skilsmisse og socialisme. Woodhull samarbejdede med andre ledere af kvindebevægelsen, bl.a. Susan B. Anthony.

Den første kvindelige præsidentkandidat

Woodhull stillede op som præsidentkandidat ved valget i 1872 for the Equal Rights Party. Hun valgte abolitionist og tidligere slave, Frederick Douglass, som sin vicepræsidentkandidat.

Selvom Woodhull stod på valgsedlen som den første kvinde nogensinde, kunne hun ikke selv stemme, både pga. sit køn, men også fordi hun på valgdagen sad i fængsel. Som avisredaktør var hun blevet anholdt for at afsløre slibrige beviser i en berømt skandalesag om utroskab.

Efter pres fra venner i velhavende kredse emigrerede Woodhull til Storbritannien i 1877.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig