Uffe Isolotto er en dansk kunstner. Han er især kendt for sine store installationer, der ofte strækker sig over flere udstillingsrum og udgør sin egen alternative verden. Det så man fx i Uffe Isolottos bidrag til Venedig Biennalen i 2022, We Walked the Earth, som var en slags dystopisk stald beboet af livagtige kentauere; altså en blanding af heste og mennesker.

Uffe Isolotto er desuden kendt fra udstillingsfællesskaberne TOVES, som han var med til at oprette og drive i København i 2010-13, og Age of Aquarius, som han driver sammen med sin kone, billedkunstneren Nanna Starck.

Mange af Uffe Isolottos værker kredser om det posthumane; altså de vilkår, som mennesker lever under, når teknologien har taget over, og vi ikke længere oplever os selv som forbundet med naturen.

Uffe Isolottos baggrund og inspiration

Uffe Isolotto er uddannet fra Kunstakademiet i 2002-07. Han arbejdede i 2008-14 som assistent for installationskunstner og fotograf Simon Starling (født 1967), hvis værker ofte er en blanding af bygninger og skulpturer.

Som udgangspunkt arbejdede Uffe Isolotto både med skulptur, fotografi, video, readymades (se: antikunst) og performance, og alle disse genrer mødes i dag i hans installationer. Han har også lavet graphic novels.

Uffe Isolotto er optaget af menneskets forhold til teknologien, klimaet og naturen. Udstillingsfællesskabet Age of Aquarius driver han og Nanna Starck fra en taglejlighed på Østerbro, hvor de bl.a. eksperimenterer med at dyrke biologiske og syntetiske vækster.

Uffe Isolotto hed oprindeligt Holm til efternavn, men ændrede det senere til Isolotto, som er det italienske ord for "holm" (eller "ø").

Retrotopia og alternative verdener

Uffe Isolotto henviser ofte til begrebet retrotopia, som den polsk-engelske sociolog Zygmunt Baumann (1925-2017) definerede i bogen af samme navn kort før sin død. Ifølge Baumann befandt de vestlige lande sig i 2017 i en tilstand af fortrydelse. For at råde bod på deres fejltagelser forsøger magthaverne derfor at genoplive fortidens ideologier og utopier, som dermed bliver "retro"; altså efterligninger af noget gammeldags. I forlængelse af dette tema taler Uffe Isolotto også om sine installationer som "retro-futurisme"; altså billeder på en forældet forestilling om fremtiden.

Uffe Isolottos interesse for alternative verdener omfatter også sci-fi, film og computerspil. Han taler selv om sine værker som "immersive udstillinger" – altså udstillinger, som omslutter publikum, som et alternativt miljø eller samfund.

Udvalgte værker af Uffe Isolotto

We Walked the Earth, 2022

I 2022 repræsenterede Uffe Isolotto Danmark på Venedig Biennalen. Her omdannede han den danske udstillingspavillion til en staldbygning med snavsede vægge og dynger af afbrændt halm. I det ene rum hang en mandlig kentauer ned fra loftet, som om han havde hængt sig selv. I et andet rum lå en kvindelig kentauer på gulvet, i gang med at fole og med en fosterhinde mellem bagbenene.

Figurerne var lavet af resin, silikone og udstoppede dyr og virkede ekstremt livagtige; fx havde den fødende kentaurkvinde et blodsprængt øje, som om presseveerne havde kostet hende stor anstrengelse. De to figurer var delvist påklædte; kentauermanden i en slags seletøj, og kentaurkvinden i en tynd bluse med snører på ryggen. På nogle af væggene hang forskellige stykker af noget, der mindede om mennesketøj. I dyngerne af halm lå der desuden glasskulpturer i mange farver og komplekse, organiske former, skabt af den dansk-russiske kunstner Maria Koshenkova (født 1981).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig