Faktaboks

Trine Hansen

Hanne Trine Hansen

Født
19. februar 1973

Trine Hansen er en forhenværende dansk roer, der i løbet af sin karriere opnåede flere bemærkelsesværdige internationale resultater i singlesculler, bl.a. bronze ved De Olympiske Lege i 1996 og guld ved VM i 1994.

Trine Hansens karriere

Trine Hansen ved VM i 1998.
Trine Hansen
Af /Epa Nf-Epa Nf/Ritzau Scanpix.

Trine Hansen indledte sin internationale karriere som kaproer ved juniorverdensmesterskaberne i Lac d'Aiguebelette i Frankrig i 1990, hvor det blev til en placering som nr. 7

I 1991 opnåede Trine Hansen at vinde en bronzemedalje ved juniorverdensmesterskaberne, der fandt sted i Banyoles i Spanien. Sammen med tre unge roere, Berit Christoffersen og Ulla Werner Hansen, begge fra Lyngby Dameroklub, samt Lene Pedersen, Silkeborg, blev Trine Hansen udtaget i dobbeltfirer til De Olympiske Lege i 1992, hvor mandskabet blev placeret som nummer otte.

Den 5. september 1993 vandt Trine Hansen bronzemedalje ved verdensmesterskaberne i Roudnice/Racice i Tjekkiet, og den 18. september 1994 blev det til guld i kvindernes singlesculler ved verdensmesterskaberne i Eagle Creek/Indianapolis, USA.

Ved OL i Atlanta i 1996 opnåede Trine Hansen en bronzemedalje, og året efter blev det til sølvmedalje ved verdensmesterskaberne i Lac d'Aiguebelette i Frankrig.

Trine Hansen, der i flere år repræsenterede Sorø Roklub og var trænet af Gert Busk, meldte sig i 1997 ind i Roforeningen KVIK. Her prøvede hun andre bådtyper af, og i 2000 blev hun udtaget i firer uden styrmand til verdensmesterskaberne sammen med Stinne Petersen, Maria Vraa og Christina Rindom, hvor mandskabet blev nummer seks.

I perioden 1991-1999 vandt Trine Hansen Danmarksmesterskabet i singlesculler ni gange, heraf de syv mesterskaber for Sorø Roklub og de to for Roforeningen KVIK. Det blev desuden til to Danmarksmesterskaber i kvindernes dobbeltsculler sammen med Sarah Lauritzen, Roforeningen KVIK i 1998 og 1999.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig