TotalEnergies er et fransk energiselskab, der er blandt verdens største i sin branche. Det opkøbte i 2017 alle olie- og gasaktiviteter i A.P. Møller Mærsk og er i 2025 helt dominerende i dansk olie- og gasproduktion.

Faktaboks

Også kendt som

Total S.A.

Mange fusioner førte til TotalEnergies

TotalEnergies var tidligere kendt som Total SA og før 2003 som TotalFinaElf SA. Det selskab blev dannet i 2000 ved fusion mellem TotalFina og Elf Aquitaine.

TotalFina var selv en fusion fra 1999 af det franske Total (grundlagt 1924) og det belgiske Petrofina (grundlagt 1920).

TotalEnergies er blandt verdens største olieselskaber og har produktion af olie og naturgas i adskillige lande. Desuden har selskabet betydelige interesser i petrokemisk industri og solenergi.

I 2025 har koncernen mere end 100.000 ansatte med aktiviteter i omkring 120 lande.

Købte i 2017 olie- og gasdelen i A.P. Møller Mærsk

I 2017 købte TotalEnergies olie- og gasaktiviteterne i A.P. Møller Mærsk for 47 milliarder kroner. Handlen skete efter, at A.P. Møller Mærsk i 2016 meldte ud, at man ville forfølge en ny strategi. Faldende oliepriser var stærkt medvirkende til, at selskabet fremover ville satse på transport og logistik.

Med 49 offshore installationer i danske farvande og 1200 ansatte placeret primært i Esbjerg og København står TotalEnergies i 2025 for 89 % af den danske gasproduktion og 86 % af den danske olieproduktion.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig