Torzjok er en by i Tver oblast (region), der udgør et knudepunkt på motorvejen fra Sankt Petersborg og Moskva. Den har 41.100 indbyggere (2021).

Faktaboks

Etymologi

Torzjok nævnes første gang i 1139 som Novyj Torg 'det nye torv, den nye handelsplads'. Torg er lånt fra norrønt torgr til oldrussisk som търгъ.

Torzjoks historie

I middelalderen var Torzjok en af byrepublikken Novgorods vigtigste, men også mest omstridte byer på grænsen mellem Novgorod og de centrale fyrstendømmer med storfyrstendømmet Vladimir og senere Moskva i spidsen.

Byens ældste navn Novyj Torg antyder, at den er ny i forhold til en anden handelsplads med tilsvarende funktion. En sådan er dog ikke identificeret.

Novyj Torg omtales første gang i 1139, da der stod strid mellem Novgorod og Jurij Dolgorukij om ejerskabet. Striden hang ikke mindst sammen med de indtægter, der kunne inddrives fra den handel, som krydsede floden her.

Arkæologiske udgravninger viser, at byen er betydelig ældre end den første overlevering af navnet. Den ældste træbrolægning i byens kreml kan således dateres til omkring år 1000.

Birkebarksbreve

Torzjoks betydning ses også af, at det er den by i Rusland der kan opvise tredjeflest fundne birkebarksbreve med indtil nu 19, hvilket dog er langt under Novgorods indtil nu 1236 eksemplarer.

Torzjoks handelsmæssige betydning i middelalderen

Torzjok var frem til 1478 Novgorodstatens vigtigste handelsby mod den østlige og sydøstlige del af Rusriget. I den henseende var beliggenheden ved den lille biflod Tvertsa til Volga af stor betydning for, at handelen kunne formidles til Rusrigets nye nordøstlige magtcentre Vladimir, Suzdal, Rostov og snart også Moskva. Den betydning mindskedes, efter at Ivan 3. erobrede Novgorod i 1478.

Mongolernes invasion

Indbyggerne i Torzjok kom efter alt at dømme til spille en afgørende rolle for, at Novgorod som by undgik at blive ramt af mongolstormens ødelæggelser.

Mellem december 1237 og februar 1238 invaderede mongolerne første gang de nordlige og nu centrale del af Rusriget. I den periode havde de erobret, og som oftest nedbrændt byerne Rjazan, Kolomna, Moskva, Suzdal og storfyrstesædet Vladimir med enorme tab i menneskeliv. Efterfølgende havde de jagtet og ved floden Sit indhentet storfyrst Jurij, der havde forladt Vladimir for samle tropper fra de dele af riget, som endnu ikke var ramt af mongolernes voldsomme hærgen. De tropper blev nu tilintetgjort og storfyrsten siden fundet uden hoved.

Nu fortsatte mongolerne mod Novgorod, men måtte bruge næsten to uger fra den 21. februar til den 5. marts på at erobre Torzjok. Det var den hidtil længste tid, nogen by havde formået holde mongolerne stangen.

Først derefter kunne mongolerne fortsætte. Denne forsinkelse var sandsynligvis årsagen til at mongolerne valgte at dreje af mod syd, da de var nået ca. 100 km fra Novgorod. Dermed undgik Novgorod den næsten totale ødelæggelse, der havde ramt de andre store fyrstesæder, og som endnu ventede.

I Moskvastaten

Efter Novgorods fald og inkorporering i Moskvastaten mistede Torzjok gradvis sin betydning. Byen forblev dog i beskeden grad et trafikknudepunkt.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig