Faktaboks

CVR-nummer
37291269

TCM Group er en dansk virksomhed, som producerer og sælger køkkener under en række forskellige mærker med Svane som det største. TCM Group er Skandinaviens tredjestørste køkkenproducent.

Selskabet har sine rødder helt tilbage til 1952, da snedker- og tømrermester Poul Frandsen i Tvis ved Holstebro i Vestjylland startede med at fremstille køkkenelementer under navnet Tvis Køkken. Nogle år senere kom mærket Modulia til, og der blev satset på mere industriel produktion.

TCM-opkøb af Svane, Tvis m.fl.

Siden er foretaget en række opkøb, og i dag består TCM Group af mærkerne Svane, Tvis, Nettoline og Aubo. Der produceres også køkkenelementer til forhandlere som byggemarkeder, der sælger under egne mærker, samt til den i dag 100 pct. ejede dattervirksomhed Celebert, der på nettet sælger flere forskellige køkkenmærker til kunder, som selv sørger for montering.

TCM Group blev børsnoteret på fondsbørsen i København i 2017, og før da var først kapitalfonden Axcel, der investerede i 2006, og siden IK Investment Partners, som kom til i 2015, hovedaktionær. Tidligere ejere og ledelser var medejere.

Hovedsæde i Tvis ved Holstebro

Hovedsæde og produktion ligger stadig i Tvis ved Holstebro, og TCM Group omsatte i 2025 for omkring 1,3 mia. kr. og beskæftigede, hvad der svarer til godt 500 fuldtidsmedarbejdere. TCMs produkter købes over 200 steder i Skandinavien.

To af de største konkurrenter til TCM Group er to svenske milliardvirksomheder, der er størst og næststørst på det skandinaviske marked: Nobia, som er børsnoteret i Sverige og i øvrigt Europas største køkkenproducent, samt Ballingslöv, som ejes af den store svenske Stena Group. Nobia er stor på det danske marked med bl. a. HTH Køkkener, mens Ballingsløv står bag eksempelvis det danske køkkenmærke Kvik.

I august 2026 vil den tidligere adm. direktør i Kvik Jens-Peter Poulsen afløse TCM's direktør siden 2020, Torben Paulin.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig