Sven Hedin var en svensk opdagelsesrejsende og forfatter. Allerede som ganske ung foretog Sven Hedin lange rejser til fjerne egne af verden. Han var en fremragende kartograf, beherskede syv sprog flydende, havde indsigt i videnskabelige emner og endelig kunstnerisk sans – alle egenskaber, der gjorde ham velegnet til ekspeditioner i de øde og ofte farlige områder i Centralasien og Kina.
På tre store ekspeditioner til Centralasien i årene 1893-1897, 1899-1902 og 1905-1909 gjorde Hedin en række sensationelle geografiske og arkæologiske opdagelser. Han fandt bl.a. rester af buddhistiske byer og opdagede den såkaldte vandrende sø Lop Nur og bjergkæden Transhimalaya i Tibet, hvilket skaffede ham berømmelse i og uden for Sverige. Senere rejste han i Mellemøsten og i 1920'erne på en tværvidenskabelig ekspedition Det Indre Mongoliet og Xinjiang, i perioden 1927-1930 med den danske forskningsrejsende og forfatter Henning Haslund-Christensen som karavanefører.
Hedins berømmelse hvilede på en umådelig stor formidlingsvirksomhed som foredragsholder og forfatter. Han skrev omkring 60 bøger, tegnede i tusindvis af kort og samlede et stort geografisk og etnografisk materiale. Hans kortarbejder var så nøjagtige, at de i dag med moderne opmålinger næsten holder stik.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.