Af /AP/Ritzau Scanpix.

Scientology er en ny religion og et filosofisk system, der blev udviklet fra begyndelsen af 1950'erne af den amerikanske science fiction-forfatter L. Ron Hubbard på grundlag af hans terapiform, dianetik, fra 1940'erne.

Faktaboks

Etymologi
Ordet Scientology er engelsk; det er en sammensætning af latin scientia 'videnskab' og -logi.
Også kendt som

Scientologi Kirken

Selv om religionen ikke er stor, så har den som mange andre religiøse grupper delt sig i flere grene. Der kan grundlæggende skelnes mellem Scientology-hovedorganisationen og grupper af scientologer, som har forladt organisationen, men som stadig praktiserer overbevisningen.

Scientologys lære er fremlagt i en lang række bøger af Hubbard og bærer præg af hans særlige begrebsudvikling. Læren er synkretistisk, idet den bruger elementer fra mange forskellige religiøse og filosofiske traditioner såsom buddhisme, hinduisme og gnosticisme foruden psykoanalytiske elementer og inspiration fra science fiction.

Inkarnation af Thetanen

Scientologys grundlæggende idé er, at mennesket er et åndeligt væsen, som består af krop, sind og ånd.

Ånden, Thetanen, er selve individet (jeg'et) og har levet gennem en uendelig række af inkarnationer gennem hundreder af millioner år. Scientologys mytologiske tekster beretter bl.a. om, hvordan mennesket i en fjern urtid blev til ved Thetanens identifikation med materien.

For hver inkarnation findes en stor mængde traumatiske hændelser, som har indflydelse på mennesket i dets nuværende situation, dvs. en slags forestilling om karma (Tidssporet). Disse hændelser tænkes at stå i vejen for Thetanens optimale erkendelse og dermed for menneskets udvikling.

Rituel praksis: auditing

I Scientologys rituelle praksis, auditing, som er en række rituelle indvielsestrin i bevægelsens frelseslære, får mennesket åndelig vejledning i at gå tilbage på Tidssporet.

Disse trin kan kun gennemføres i en nøje foreskreven rækkefølge, og de øverste rituelle trin, kaldet OT (Opererende Thetan), behandles fortroligt og anses for at være skadelige for den, som ikke har den tilstrækkelige erkendelse.

Scientology: omdiskuteret ny religion

Scientology er nok den mest omdiskuterede af de nye religioner i Vesten. Medier, organisationer som Dialogcenteret og statslige institutioner har bl.a. kritiseret den for målrettet, med hårde forretningsmetoder og vidtforgrenede, uigennemskuelige organisationsformer at søge at skaffe sig størst mulig indflydelse på samfundet.

I nogle europæiske lande, bl.a. Rusland, Tyskland og Frankrig, er religionen begrænset i dens virke af formelle eller praktiske restriktioner. I 2007 dømte Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol til fordel for Scientology i en sag mod Rusland, hvor landet nægtede at forny religionens tidligere erhvervede status som lovlig anerkendt religiøs gruppering i Rusland.

Efter Hubbards død i 1986 er kulten for stifteren i stadigt stigende grad blevet central i religionen, bl.a. i den årlige fødselsdagsfest for ham og i en omfattende fortælling om hans bedrifter, der har antaget hagiografisk karakter.

Siden Hubbards død er Scientology blevet ledet af David Miscavige (f. 1960).

Antallet af scientologer på verdensplan

Det findes ikke troværdige tal på antallet af scientologer. Antallet af scientologer varier afhængigt af, om man opgør det ud fra kernemedlemmer af organisationen Scientology eller som mennesker, der efter berøring med organisationen praktiserer religionen på egen hånd.

Scientology i Danmark

Scientology Kirken Danmark blev formelt etableret i 1968. Siden har Scientology etableret sig med flere afdelinger og institutioner i landet. I Jernbanegade i København findes det såkaldte Avancerede Organisation og Saint Hill Europa, som er et center, der kan opfylde ritueller praksisser til højeste niveau inden for religionen. Centret trækker i denne funktion religiøse turister til København. Ligeledes i hovedstadsområdet findes på Fabriksparken i Glostrup det såkaldte Continental Liaison Office Europe, som bl.a. leverer religionens autoritative tekster til hele det europæiske kontinent.

På nationalt dansk niveau har religionen leveret inspiration til flere eksisterende friskolers værdigrundlag. Der er har tale om skoler i dansk friskoletradition, hvor forældrenes værdigrundlag er med til at definere skolernes værdigrundlag.

Ikke et anerkendt trossamfund i Danmark

Scientology er ikke anerkendt som trossamfund i Danmark, da religionen på grund af sin esoteriske karakter ikke har kunnet tilfredsstille de oplysningskrav, som den danske stat kræver for at anerkende et trossamfund.

Religionen søgte anerkendelse som trossamfund i Danmark i 1973 og 1984, hvor der blev givet afslag begge gange. En ny ansøgning fra 1997 blev senere sat i bero af religionen selv.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig