Sølbjerg

I 1989 indleverede en amatørarkæolog enkelte fund af såkaldte Zinken (krumme boreredskaber af flint) til Nationalmuseet. Genstandene blev vurderet som mulige levn fra Hamburgkulturen, og i forlængelse heraf iværksatte Nationalmuseets arkæologer en systematisk rekognoscering af lokaliteten.

I 1990 blev de første arkæologiske prøvegravninger gennemført. Gravningerne frembragte dog ikke yderligere fund af Hamburg-karakter, men derimod en mindre koncentration af flint på lokalitetens sydside. Genstandene herfra kunne knyttes til den senpalæolitiske Ahrensburgkultur, og pladsen fik betegnelsen Sølbjerg 1.

Hamburg-lokaliteterne ved Sølbjerg kan knyttes til Bøllingtid (ca. 12.700–12.100 f.v.t.), den første varmefase efter istiden. Klimaet var her betydeligt mildere end i den foregående Ældste Dryas, men stadig præget af ustabilitet og store sæsonudsving. Vegetationen bestod hovedsageligt af pionerplanter som rypelyng og dværgbirk, der skabte et åbent tundralandskab. Dette miljø tiltrak store rensdyrflokke, som udgjorde det centrale grundlag for Hamburg-kulturens jægere og deres subsistensøkonomi.

Pladserne ved Sølbjerg er, som mange andre rensdyrjægerbopladser i Nordvesteuropa, strategisk placeret i relation til rensdyrenes trækruter. Lokaliteten ligger 12 m over havets overflade og udgør den højeste af en række lave sandbakker, der krydser det lokale vandskel og danner en barriere på tværs af en naturlig nord-syd-gående rute. Etnografiske paralleller viser, at rensdyrjægere ofte anlægger varder og skræmmemidler på højderygge for at lede dyrene i ønsket retning. På samme måde kan menneskene ved Sølbjerg have anvendt varder og klappere på nabobakkerne til at drive rensdyrflokkene mod sig.

Rensdyr er typisk trofaste mod deres vante ruter, og fund af knogler og gevirer fra andre lokaliteter, eksempelvis Slotseng (Hamburg-kultur) og Stellmoor (Ahrensburg-kultur), dokumenterer rensdyr i Sydskandinavien i det sene efterår og vinter. På denne baggrund er det blevet foreslået, at en del af de rensdyr, der tilbragte sommeren i det nordvesteuropæiske fladland sydvest for Elben, havde deres vinterophold i de nordøstligere egne, herunder Slesvig-Holsten, Danmark og det sydlige Sverige. Det er disse trækkende rensdyr, der er blevet jaget et sted som Sølbjerg.

Sølbjerg 1 er det første regulære bopladsfund fra Ahrensburg-kulturen i Sydskandinavien. Tidligere var kulturens tilstedeværelse i området kun dokumenteret gennem enkeltfund af pilespidser, bl.a. fra Bonderup og Eskebjerg på Sjælland samt Hjarup Mose i Sønderjylland.

Indtil opdagelsen af Sølbjerg var Hamburgkulturen i Danmark kun dokumenteret i Sønderjylland ved Jels og senere Slotseng. Med fundet af Sølbjerg 2 blev kendskabet til kulturens udbredelse i Sydskandinavien udvidet mod øst. I årene 2013–2014 blev yderligere en lokalitet tilknyttet Hamburg-kulturen udgravet i nærheden, ved Krogsbølle.

• palæolitikum
• forhistorisk arkæologi
• Danmarks forhistorie