Faktaboks

Remco Evenepoel
Født
25. januar 2000

Remco Evenepoel er en af belgisk cyklings største stjerner med evner både i endagsløb og etapeløb. Han er temporytter i verdensklasse og har store evner til at køre rigtigt stærkt på specielt mindre stigninger.

Kæmpetalent

Remco Evenepoel under 9. etape af Vuelta a España i 2022.

Remco Evenepoel
Af /AFP/Ritzau Scanpix.

Remco Evenepoel viste sig allerede som U19-rytter som et enormt fysisk talent. I 2018 blev han dobbelt U19-verdensmester i linjeløb og enkeltstart og vandt stort set alle vigtige løb i U19-klassen, resultater, der gav ham kontrakt med Belgiens største cykelteam, Deceuninck-Quick Step.

I livsfare ved styrt

Allerede i hans første sæson i 2019 på World Touren kom der imponerende resultater med først sejren i Belgien Rundt og siden EM i enkeltstart. Desuden vandt han det baskiske San Sebastian Klasika, som han efterfølgende har vundet i både 2022 og 2023. Det blev i 2019 også til sølv ved VM i enkeltstart. I 2020 vandt Evenepoel blandt andet Polen Rundt og flere andre mindre etapeløb. Han sluttede dog sæsonen med et dramatisk styrt i Lombardiet Rundt, hvor han kørte ind i et stengærde, røg ud over en bro og reelt var i livsfare.

Tilbage i Giroen

Evenepoel gjorde comeback i Giro d’Italia i maj 2021, men måtte udgå på 18. etape. Over sommeren lykkedes det ham dog at vinde både Belgien Rundt og PostNord Danmark Rundt samt senere få medaljer ved både EM og VM.

Første monument- og Grand Tour-sejr

I foråret 2022 fik Evenepoel sin første sejr i et af cykelsportens monumenter, da han imponerede med solokørsel i belgiske Liège-Bastogne-Liège. Det blev et fantastisk 2022 for den belgiske superatlet med Grand Tour-sejr i Vuelta a España og så den helt store triumf, da han blev verdensmester i Australien, igen efter solokørsel.

2023

Remco Evenepoel kommer først over stregen i landevejsløbet ved OL i Paris i 2024.

Remco Evenepoel
Af /Abaca/Ritzau Scanpix.

I 2023 gentog Evenepoel sejren i Liège-Bastogne-Liége. Han måtte udgå af Giro d’Italia, da han blev testet positiv for Covid-19, vendte dog tilbage i Schweiz Rundt, hvor det blev til en tredjeplads; danske Mattias Skjelmose vandt. I august blev han verdensmester i enkeltstart og stillede til start i Vuelta a España for at gentage sin sejr. Det blev til tre etapesejre, men en dårlig dag i bjergene kostede placeringen i det samlede klassement.

Historisk bedrift

Ved OL i 2024 i Paris skrev Evenepoel sig ind i historiebøgerne, da han blev den første nogensinde, der vandt både enkeltstart og landevejsløbet ved de samme olympiske lege. Kort inden legene i Paris var Evenepoel blevet nr. tre i Tour de France 2024, kun slået af Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard.

Nyt styrt

I december 2024 styrtede Evenepol under træning i sit hjemland og måtte igen holde en længere pause og siden gennemgå genoptræning. I april var han klar til at køre cykelløb igen og vandt først semiklassikeren de Brabantse Pijl og blev siden nr. tre i Amstel Gold Race. Det blev i juni til en samlede fjerdeplads i Critérium du Dauphiné.. Det helt store mål var dog Tour de France. Han lykkedes med at vinde enkeltstarten på femte etape, men udgik siden på 14. etape.

Nyt team fra 2026

Fra 2026 er Evenepoel skiftet til storholdet Red Bull Bora-Hansgrohe, hvor han blandt andet vil satse på Tour de France. I foråret blev det blandt andet til sejre i Amstel Gold Race og en tredjeplads i Flandern Rundt.

Remco Evenepoels hold

  • Red Bull Bora-Hangrohe (2026)
  • Soudal Quick Step (2025)
  • Soudal Quick Step (2024)
  • Soudal Quick Step (2023)
  • Quick Step Alpha Vinyl (2022)
  • Deceuninck – Quick Step (2021)
  • Deceuninck – Quick Step (2020)
  • Deceuninck – Quick Step (2019)

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig