Den nye Randers Kommune var ved sin dannelse i 2007 efter Strukturreformen landets syvendestørste kommune. Sammenlægningsprocessen var kompliceret og krævede en række folkeafstemninger, Den førte til en deling af tre af de involverede kommuner.
Socialdemokratiet og Venstre er de største partier i byrådet, men mandatfordelingen har givet stor indflydelse til småpartier og lokallister.
Blandt kommunens centrale fremtidsplaner er »Byen til vandet«, der skal udnytte placeringen ved Gudenåen og samtænke byudvikling og klimatilpasning.
Byen Randers er både begunstiget og udfordret af beliggenheden mellem universitetsbyerne Aarhus og Aalborg, der som erhvervs- og uddannelsescentre er svære at konkurrere med.
Ved Strukturreformen endte Randers som et klassisk eksempel på en storbykommune, der opslugte omegnskommunerne, men det var egentlig slet ikke omegnskommunernes plan fra begyndelsen. Randers var med 62.524 indbyggere en af landets største kommuner og lå langt over regeringens målsætninger for kommunestørrelse, som var omkring 30.000 – og mindst de 20.000 som Strukturkommissionen havde anbefalet som minimum.
Ingen af de fem kommuner – Nørhald, Purhus, Langå, Hadsten og Sønderhald – som grænsede op til Randers Kommune, var umiddelbart interesseret i en sammenlægning med »storebror« Randers, som ellers bød alle nabokommunerne velkomne i en fusion.
Da forhandlingerne begyndte i løbet af 2004, kiggede oplandskommunerne først i andre retninger, men alle undtagen Hadsten Kommune endte alligevel i den nye Randers Kommune.
Nørhald, Purhus og Mariager Kommuner havde allerede siden 2003 arbejdet hen imod fælles sammenlægning, men da forliget på Christiansborg om Strukturreformen i juni 2004 indebar krav om forholdsvis store kommuner, måtte den løsning opgives. Nørhald og Purhus begyndte herefter at vende sig imod Randers Kommune.
Mariager Kommune, som ikke grænsede op til den gamle Randers Kommune, overvejede at gå med i en fjordkommune med Hobro, Arden og Hadsund Kommuner. Da byrådet pludselig skiftede kurs og stemte for en sammenlægning med Randers Kommune, førte det til borgerprotester. En folkeafstemning gav flertal for Mariagerfjord Kommune, men endnu en folkeafstemning i Havndal-området førte til, at området blev udskilt fra Mariager Kommune og kom med i den nye Randers Kommune sammen med Nørhald og Purhus Kommuner.
Sønderhald Kommune endte også med at blive splittet. Først var en løsning med Rougsø, Rosenholm, Midtdjurs, Rønde og Hadsten Kommuner på tale, men da det ikke var muligt, var der i næste runde flertal for blot at lave en sammenlægning med Rougsø Kommune. En underskriftindsamling udløste imidlertid, at kommunalbestyrelsen gik med til en folkeafstemning, som i kommunens vestlige ende (Assentoft) gav stor tilslutning til sammenlægning med Randers Kommune og i den østlige ende (Auning) gav lige så stor opbakning til sammenlægning med Rougsø Kommune. Da Rougsø i mellemtiden var gået med i Norddjurs Kommune, kom der yderligere en folkeafstemning i Sønderhald Kommunes østlige ende, som betød, at Auning-området blev en del af Norddjurs Kommune.
Langå Kommune endte ligeledes med at blive delt. Byrådet ønskede i foråret 2004 en sammenlægning med de såkaldte 3H-kommuner – Hinnerup, Hadsten og Hammel – men i efteråret var stemningen vendt, og med én stemmes flertal vedtog byrådet sammenlægning med Randers Kommune.
Mens sammenlægning var under forberedelse i foråret 2005, betød tilføjelsen af et fjerde H, Hvorslev Kommune, at der med inddragelse af Indenrigsministeriets opmand, Thorkild Simonsen, kom en folkeafstemning i Langå Kommunes sydlige del. Den gav flertal for tilslutning til 4H-kommunen eller Favrskov Kommune, som navnet blev. Den nye Randers Kommune fik altså kun den nordlige del og herunder hovedbyen Langå.
Den nye Randers Kommune var altså igennem en mildest talt kompliceret fødsel, hvor det eneste konstante nærmest var den gamle Randers Kommunes ønske om sammenlægning med naboerne. Beslutningerne involverede en lang række lokale folkeafstemninger – flest i hele landet – og endte altså ikke blot med sammenlægning, men også med opdeling af tre af de seks kommuner, som indgik i fusionen.
Den nye kommune blev med 92.984 indbyggere landets syvendestørste kommune i 2007.
Den komplicerede sammenlægning er en del af forklaringen på de politiske konflikter, som har præget Randers Kommune siden 2007. Det politiske landskab efter Strukturreformen ligger langt fra det, som byen Randers historisk var kendt som: En socialdemokratisk højborg.
Sammenblandingen og udviskningen af højborge er vigtig for forståelsen af kommunalpolitikken siden Strukturreformen i 2007.
I den gamle Randers Kommune brød den socialdemokratiske dominans sammen allerede i 2001, hvor et lokalt jordskredsvalg vendte op og ned på kommunalpolitikken. Baggrunden var en skandale om uretmæssig fyring af mange kommunalt ansatte. Sagen belastede kommunens topledelse, herunder den socialdemokratiske borgmester Keld Hüttel, som ved valget i 2001 fik vælgernes dom: en tilbagegang fra 12 til 7 mandater ud af byrådets 25 pladser.
Valget gjorde den 25-årige Michael Aastrup Jensen til Venstres første borgmester nogensinde i Randers og landets hidtil yngste borgmester. Da han i 2004 valgte at satse på en landspolitisk karriere, var kommunalvalget i 2005 derfor helt åbent.
Socialdemokratiet genvandt i 2005 noget af sin styrke med 12 mandater af de 31 og godt 36 % af stemmerne, mod 26 % ved katastrofevalget i 2001. Partiet var dog ikke tilbage til de absolutte flertal i perioden fra 1970’erne til 1990’erne eller til de 44‑49 % af vælgerne fra 1990’erne. Venstre fik næsten 33 % af stemmerne og ligeledes 12 mandater: Venstre og Socialdemokratiet var altså blevet jævnbyrdige modstandere i den nye Randers Kommune, og det var i både 2005, 2009, 2013, 2017 og 2021 de øvrige partier, som var tungen på vægtskålen i placeringen af borgmesterkæden.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.