Pia Juul

I et interview fra 1999 beskrev Pia Juul sin egen poesi som ”kortfattede besværgelser eller vrængende råb, som kommer til at minde om digte”. Juuls markerer sig fra starten af forfatterskabet ved sit sprængte, heterogene og eksperimenterende formsprog, der emmer af sensualitet, nærvær og intensitet.

Emnemæssigt ligner hendes poesi ikke de dominerende mandlige digtere i den tidlige 1980’er-lyrik som Michael Strunge, Bo Green Jensen, Søren Ulrik Thomsen og F.P. Jac, hvor man møder et fokus på storbyen, en autoritativ eller profetiske digterskikkelse, en billedmættet stil og en apokalyptisk civilisationskritik.

I de første digtsamlinger levende og lukket (1985), i brand måske (1987) og Forgjort (1989) skildres overgangssituationer mellem en tryg og overskuelig tilværelse som ung og en utryg og skræmmende situation som kønsmoden kvinde. Men det er ingen passiv og afmægtig seksualitet, der folder sig ud hos Juul, men en eksplosiv cocktail af angst- og aggressionsblandet begær hos en aktiv kvinde. Hør den følgende vending fra debutsamlingen levende og lukket (1985) ”jo. kræng mig ud. mit pulver / skal forvirre dig. blåsorte skaller / skære din hud. / hvor du leger spyd”.

Også i sine digtsamlinger fra 1990’erne En død mands nys (1993) og sagde jeg, siger jeg (1999) er Juul en mester i at sætte fingeren på smertepunkterne i relationer mellem mennesker. Juuls digte afviger oftest fra den centrallyriske tradition, hvor vi møder et monologisk jeg, der befinder sig alene i det lyriske univers.

Stemmen i hendes digte indgår derimod i et møde mellem flere aktører. En kernesituation i Juuls digte er det uafklarede og konfliktfyldte kærlighedsforhold, hvor de elskende forgæves forsøg på at føle, forstå og nå hinanden som i den følgende tekst fra sagde jeg, siger jeg:

jeg lå dér og misforstod,

under dynen, forvekslede dig med hende og hende

med mig, og dig med mig – katastrofer med liv, vanvid

med kærlighed, dengang med nu.

Romanen Mordet på Halland (2009) eksperimenterer med krimigenren og kredser handlingsmæssigt om et mord og en midaldrende kvindes sammenbrud og psykologiske afsøgning af sig selv. I 2010 følger hybridværket Radioteatret, modelleret som en slags radio- eller hørespil for forskellige og ofte uventede stemmer. Værket er en montage af vidt forskellige teksttyper, stilarter og sprog.

Man møder popsange, gamle viser, modernistiske romaner, videnskabelige rapporter, tyske remser, bønner, ordsprog, reklamer og pressens nyheder i en kaotisk strøm, og der skiftes uophørligt fra dansk til tysk, engelsk, svensk, norsk og diverse dialekter.

Avuncular (2014), der betyder onkelagtig, med undertitlen ”onkelagtige tekster”, er endnu et eksempel på Juuls genremæssigt ubestemmelige og vilde tekster. I centrum er den naive barnebevidsthed, der i teksterne konfronteres med det forunderlige, uforståelige, tiltrækkende, uhyggelige, onkelagtige i verden. I bogens digte portrætteres en stribe onkler som i det dybt rørende og smertefulde digt om onkel Jens:

Sidste gang jeg så ham

var han iført slåbrok

”Velkommen i familien,”

sagde han til min kæreste

”og til de herrer, der er

til stede: Gå til læge

i tide

hvis I har problemer med vandet.”

Han var på morfin

men det var ikke den

der gjorde ham mild og lun

Han sagde, som sin bror,

visse ord med en særlig klang:

Korsbæk

Gadholt

Vandmøllen

Han forskede i slægten.

I stamtavlen

så vi at han også hed Frede.

I sin sidste digtsamling Forbi (2018) indkredser Pia Juul oplevelser af selvtilstrækkelighed, kynisme og fravær af empati og medmenneskelighed. Titlen på samlingen stammer fra en passage, hvor jeget præsenterer sin indolente, selvtilfredse og narcissististe attitude i fuldt flor. Sarkasmen runger i det blaserte og vitaminfattige sprog: "Jeg vil være en fandens karl hele vejen ned ad Vesterbrogade. […] Jeg passerer alt muligt og gør ingenting. Så smiler jeg til min telefon igen. Og igen og igen og igen. Og går forbi."

I Forbi spørges der gennem hele samlingen til, hvor den indre kulde og den manglende empati kommer fra, og regnen af spørgsmål åbner et mørkt og illusionsløst eksistentielt felt med spørgsmål som: ”Hvorfor ser jeg ikke smilet, de udbredte arme? / Jo, jeg ser dem. Hvorfor sætter de sig ikke i mig som beviser?” Når det gælder at lave poesi med afsæt i sådanne psykologiske konflikter, er Juul suveræn. Et tænderskærende og smukt digt, der handler om Greta Garbo, og indledes:

Hun ville være alene, og hun blev ensom

Billederne af hendes lejlighed

skærer i hjertet med alt det lyserøde,

men værst er gæsteværelset med de to senge

hvor ingen nogensinde lå.

Pia Juul sidste værk er en samling med 21 essayistiske tekster med titlen Asterisk. Bogen omhandler alt fra beretninger om digterens klaverundervisning som barn og genvordigheder under en rejse til Polen til refleksioner over andre forfattere og sin egen forfatterpraksis. Mest interessant er Juuls refleksioner over det, som hun selvsagt er specialist i, nemlig at digte.

Juuls metode er altid at bevæge sig sidelæns og skødesløst slentrende ind i et emne frem for at stå frem med programmatiske udsagn. En tekst handler om en obskur fransk roman fra 1927 ved navn Armand af Emmanuel Bovet, om hvilken Juul anfører, at dens fascinationskraft er dens ”blanding af dyb tragik og komik; dette at man må gribe sig selv i at le, bedst som man var ved at tørre en tåre bort”. En præcis beskrivelse af essensen i Juuls eget forfatterskab.

Pia Juul høstede udbredt anerkendelse som både lyriker, prosaist og dramatiker. Hun modtog Aarestrupmedaljen i 1994, Statens Kunstfonds livsvarige ydelse fra 2000, Danske Banks Litteraturpris i 2009 for Mordet på Halland, Montanas Litteraturpris i 2010 for Radioteatret og Kritikerprisen i 2012 for novellesamlingen Hun var medlem af Det Danske Akademi og blev optaget i den danske Kanon 2025.