Faktaboks

Philippe Delerm
Født
27. november 1950, Auvers-sur-Oise, Frankrig
Foto af Philippe Delerm fra en bogsignering i Paris, 2017.
Philippe Delerm
Af /Ritzau Scanpix.

Philippe Delerm er en fransk forfatter, der livet igennem har undervist skoleelever i litteratur. I 2002 blev han hædret med Æreslegionen for sin undervisningsindsats. Siden 2006 har han været ansvarlig for bogserien Le goût des mots (’Ordenes smag’/’Smag for ord’ hos forlaget Points.

Philippe Delerms forfatterskab

Delerms forfatterskab har udfoldet sig gennem en vifte af genrer fra kortprosa over romaner til essays. Siden sin debut i midten af firserne har han arbejdet med skriftens og litteraturens evne til at fastholde øjebliks- og erindringsbilleder. Delerm er særligt kendt for sine mikro-fortællinger og -fiktioner på et par sider, men han går ikke af vejen for bestillinger, som da han i 2023 bidrog til det franske magasin Zadig (nr. 17) med en tekst om barndom og sommerregn.

Med bogen La première gorgée de bière et autres plaisirs minuscules (1997) fik Delerm sit store gennembrud i og uden for Frankrig. Bogen udkom på dansk ved forlaget Borgen under titlen Den første slurk øl og andre små glæder (1998). Her er det ikke mindst hverdagslivets små øjeblikke af lykke, der behandles. Men teksterne udgør i lige så høj grad refleksioner over og leg med den korte fortællings spændstighed. Således giver titelnovellen anledning til refleksioner over liv og død, idet den parallelt iscenesætter den første og den sidste slurk, der samtidig markerer tekstens begyndelse og slutning. En sådan leg med formater og genrer mellem prosadigt, klumme og filosofisk essay, er givetvis en af grundene til forfatterens store succes. Endnu en titel på dansk er De lyse dage (1999).

Gennem årene har Delerm samarbejdet med hustruen Martine Delerm, der er fotograf og illustrator. Sammen har de bl.a. kreeret flere bøger for børn og unge.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig