Mads Pedersen vinder 3. etape af Paris-Nice den 8. marts 2022.
Mads Pedersen
Af /Zuma/Ritzau Scanpix.

Paris-Nice er et fransk cykelløb over otte etaper, der finder sted i marts hvert år. Det er et af de mest prestigefyldte etapeløb i den internationale cykelkalender. Løbets kælenavn er La course au soleil eller Race to The Sun ('løbet mod solen'), da der køres sydpå fra Paris mod varmere himmelstrøg. Paris-Nice er sammen med det italienske Tirreno-Adriatico sæsonens første store etapeløb. Udgave nr. 84 af løbet blev kørt fra den 8. til den 15. marts 2026.

Syv sejre i træk

Første udgave af Paris-Nice blev kørt i 1933, og den mest vindende i løbet er ireren Sean Kelly (f. 1956), der vandt hele syv år i træk fra 1982 til 1988. Franskmanden Jacques Anquetil vandt fem gange mellem 1957 og 1966. Belgieren Eddy Merckx, franskmanden Laurent Jalabert og hollænderen Joop Zoetemelk (f. 1946) er noteret for tre sejre. Merckx er tillige manden med fleste etapesejre i løbet, nemlig 20, mens Kelly er noteret for 14 etapesejre. Den eneste dansker, der har kørt sig på podiet i det samlede klassement er Jonas Vingegaard, der i 2023 blev nr. tre, mens han i 2026 blev den første dansker vinder af løbet.

Danske etapesejre

Ti danske cykelryttere har vundet etaper i Paris-Nice. Ole Ritter var den første i 1970, og i 1973 blev Leif Mortensen den anden. Mortensen vandt femte etape foran stjenetrioen Eddy Merckx, Raymond Poulidor (1936-2019) og Joop Zoetemelk. Jørgen V. Pedersen (f. 1959) vandt i 1986 sjette etape foran Sean Kelly. I 1988 triumferede Søren Lilholt (f. 1965) på anden etape. Bo Hamburger vandt i 2000 en etape som en del af det daværende danske Memory Card Jack & Jones-team. Magnus Cort og Mads Pedersen er noteret for henholdsvis to og tre etapesejre i det franske etapeløb. Søren Kragh Andersen vandt i 2020 enkeltstarten på fjerde etape. Mattias Skjelmose vandt i 2024 sjette etape af løbet. Og i 2026 vandt Jonas Vingegaard to etapesejre på vejen mod sin samlede sejr i løbet.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig