Faktaboks

Mette Abildgaard

Mette Abildgaard Juulsager

Født
12. oktober 1988, Horsens
Mette Abildgaard på pressemødet efter Det Konservative Folkepartis sommergruppemøde på Egelund Slot 17.8.2022.
Mette Abildgaard i 2022.
Af /Ritzau/Scanpix.

Mette Abildgaard er en dansk politiker fra Det Konservative Folkeparti, medlem af Folketinget siden 2015. Hun har siden 2016 været sit partis politiske ordfører og derfor været en markant stemme i den offentlige debat, såvel under den afdøde formand Søren Pape Poulsen som under de konservatives nuværende frontfigur, Mona Juul.

Politisk karriere

Mette Abildgaard blev valgt til Regionsrådet i Region Hovedstaden i 2013, men forlod det efter valget til Folketinget 18. juni 2015, hvor hun var opstillet og blev valgt i Nordsjællands Storkreds. Hun var formand for sit partis folketingsgruppe 2016-2019; den periode, hvor de konservative indgik i Lars Løkke Rasmussens regering sammen med Venstre og Liberal Alliance (VLAK-regeringen).

I 2016 blev hun desuden udpeget til den betydningsfulde post som politisk ordfører, hvilket hun har været siden da. Fra april 2021 har hun også været statsrevisor, ligesom hun i en periode har fungeret som gruppeformand.

I løbet af sin politiske karriere har Mette Abildgaard haft en lang række ordførerskaber, blandt andet på social- og sundhedsområdet og på tunge områder som klima og energi. Hun markerer sig ofte som én af sit partis grønne profiler, og selv om der officielt ikke findes fløje i Det Konservative Folkeparti – der var martret af opslidende fløjopgør især sidst i 1990’erne – hører hun tydeligvis til på den såkaldt socialkonservative fløj med tidligere udenrigsminister Per Stig Møller som ét af sine forbilleder. Desuden bekender hun sig til tidligere statsminister Poul Schlüters ord om, at konservatisme sjældent bekender sig til ekstremerne.

Uddannelse og erhvervskarriere

Mette Abildgaard er uddannet samfundsfaglig cand.soc., master of social science fra Roskilde Universitet, RUC, 2013. Efter sin uddannelse har hun arbejdet som kommunikationsmedarbejder hos it-virksomheden Solution Team 2012-2013 og som pr- og kommunikationsmedarbejder på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg 2013-2015. Fra sin gymnasietid på Tørring Gymnasium har hun desuden erfaring med arbejde som hjemmehjælper og tjener. Endelig var hun i årene 2005-2013 frivillig kampagneleder i Kræftens Bekæmpelse og har arrangeret indsamlinger i sit lokalområde.

Mor til tre

Privat bor Mette Abildgaard i Dragør, gift med public affairs-ansvarlig i Dansk Håndbold, Jens Jacob Juulsager (født 1987), som hun har tre børn med.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig