Faktaboks

Mathias Gidsel
Født
8. februar 1999, Skjern

Mathias Gidsel er en dansk håndboldspiller, der spiller for den tyske klub Füchse Berlin. Han er blevet verdensmester med det danske landshold i 2021, 2023 og 2025, olympisk mester i 2024 samt europamester i 2026. Gidsel regnes for en af de bedste håndboldspillere i verden.

Mathias Gidsels klubkarriere

Mathias Gidsel i kampen mellem Danmark og Montenegro ved EM-slutrunden i Ungarn og Slovakiet i januar 2022. Danmark vandt kampen 31-20. Mathias Gidsel scorede 5 mål.
Mathias Gidsel
Af /Ritzau Scanpix.

Mathias Gidsel begyndte at spille håndbold i Skjern Håndbold og skiftede i 2014 til GOG, hvor han i 2017 fik debut på klubbens førstehold. Efter en stærk sæson blev Mathias Gidsel i 2020 kåret til årets talent i den bedste række. Med GOG vandt han desuden det danske mesterskab i 2022, inden han samme år fortsatte karrieren i Füchse Berlin på en treårig kontrakt. Allerede i december 2022 blev kontrakten dog forlænget til 2028 og efter VM i 2025 til 2029. Med Füchse Berlin har Gidsel vundet EHF European League i 2023 og det tyske mesterskab i 2025. Samme år blev han topscorer i Champions League, ligesom han blev kåret til årets spiller i Bundesligaen.

Klubber som seniorspiller

  • GOG (2017-2022)
  • Füchse Berlin (2022-)

Mathias Gidsels landsholdskarriere

Mathias Gidsel i OL-finalen mellem Danmark og Tyskland den 11. august 2024. Danmark vandt 39-26, og Gidsel scorede 11 mål i finalen, hvilket er rekord.

Mathias Gidsel
Af /Reuters/Ritzau Scanpix.

Matthias Gidsel har spillet flere kampe for både det danske ynglinge- og ungdomslandshold og vandt i 2017 bronze ved VM for U 19-landshold. Han debuterede på A-landsholdet i november 2020 og blev efterfølgende udtaget til VM i januar 2021. Her var den målfarlige højre back med til at vinde guldmedaljer for Danmark, ligesom han blev valgt til turneringens All Star-hold. Ved De Olympiske Lege i 2021, hvor Danmark fik sølv, blev han kåret til turneringens mest værdifulde spiller.

I oktober 2022 pådrog Mathias Gidsel sig en alvorlig knogle- og ledbåndsskade i venstre tommelfinger i en træningskamp mellem Danmark og Sverige. Det var længe uklart, om han ville blive spilleklar til VM i januar 2023, men den 11. december 2022 gjorde han comeback for sin klub. Ved selve VM-slutrunden scorede Mathis Gidsel i alt 60 mål og blev dermed turneringens topscorer. Med sine mange mål – heraf 6 i finalen mod Frankrig – var han en væsentlig grund til, at Danmark genvandt VM. Han blev endvidere kåret til turneringens mest værdifulde spiller.

Ved EM i 2024, hvor Danmark fik sølv, blev Gidsel med i alt 54 mål endnu engang topscorer, en titel, han dog måtte dele med Martim Costa (f. 2002) fra Portugal. Gidsel blev endvidere valgt til turneringens All Star-hold.

Mathias Gidsel fortsatte sit gode spil ved OL i 2024, hvor han sammen med resten af holdet vandt guld efter en overbevisende finalesejr på 39-26 over Tyskland. Gidsel blev igen turneringens topscorer med i alt 62 mål – heraf 11 i finalen – hvilket er rekord. Han er den første spiller nogensinde, der er blevet topscorer ved tre turneringer i træk (VM, EM og OL). Efter finalen blev han desuden kåret til turneringens MVP (mest værdifulde spiller).

Ved VM i 2025 nåede Mathias Gidsel op på 500 landskampsmål. Det skete i gruppekampen mod Tyskland den 21. januar 2025. Gidsel scorede i alt 74 mål ved VM og blev endnu engang turneringens topscorer. Af Det internationale håndboldforbund (IHF) blev han desuden kåret til turneringens mest værdifulde spiller. I VM-finalen, som Danmark vandt 32-26 over Kroatien, scorede han 10 mål.

Mathias Gidsel spillede atter en hovedrolle ved EM i 2026, hvor Danmark blev europamester for tredje gang i historien – og for første gang siden 2012. Gidsel blev turneringens topscorer med i alt 68 mål og er dermed den spiller, der har scoret flest mål ved en enkelt EM-slutrunde. Han blev endvidere kåret til den mest værdifulde spiller ved turneringen. I EM-finalen, som Danmark vandt 34-27 over Tyskland, scorede han 7 mål og nåede dermed op på 660 mål på landsholdet. Kampen var Mathias Gidsels landskamp nummer 106.

Medaljer med landsholdet

  • 2021: VM-guld og OL-sølv
  • 2022: EM-bronze
  • 2023: VM-guld
  • 2024: EM-sølv og OL-guld
  • 2025: VM-guld
  • 2026: EM-guld

Priser

Mathias Gidsel i VM-finalen mellem Danmark og Kroatien den 2. februar 2025. Danmark vandt kampen 32-26, og Gidsel scorede 10 mål.

Mathias Gidsel
Af /AFP/Ritzau Scanpix.

Mathias Gidsel er blevet kåret til årets danske mandlige håndboldspiller tre gange (2021, 2023 og 2024/2025), i 2021 blev han Årets Fund i dansk idræt, og i 2025 blev han Årets Sportsnavn. Det Internationale Håndboldforbund (IHF) har desuden kåret ham til verdens bedste håndboldspiller for både 2023, 2024 og 2025.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig