Faktaboks

Martin Damm
Født
17. februar 1963, Skælskør
Martin Damm indvier som borgmester i Kalundborg en ny cykelsti ved Dyrhøj Vingaard den 20. juni 2021.
Martin Damm i 2021.
Af /Ritzau/Scanpix.

Martin Damm er en dansk politiker fra Venstre, borgmester i Kalundborg Kommune siden 2010. Han blev senest genvalgt i november 2025. Han har været formand for KL (Kommunernes Landsforening) siden 2022, men oplyste i november 2025, at han forlader KL-posten i marts 2026. Han sad også på formandsposten i KL i perioden 2014-2018. Mellem 2018 og 2022 var han KL's næstformand.

Martin Damms baggrund og uddannelse

Martin Damm er uddannet elektromekaniker, erhvervsdykker og civiløkonom, HA. Han har tillige en mastergrad i offentlig ledelse, Master in Public Management, MPM, fra Syddansk Universitet 2005. Han var i Søværnet fra 1981 og sluttede som seniorsergent i 1995. Derefter blev han faglærer på Slagelse Handelsskole, økonomi- og it-chef på Vestsjællands Handelshøjskolecenter, senere administrationschef samme sted og fra 2008 til 2009 campuschef på Syddansk Universitet i Slagelse.

Borgmester i Kalundborg fra 2010

I årene 1998-2006 var Martin Damm medlem af Gørlev Kommunalbestyrelse for Venstre. Efter kommunesammenlægningerne i forbindelse med Strukturreformen blev Martin Damm i 2007 medlem af kommunalbestyrelsen i den nye udvidede Kalundborg Kommune, og i 2010 blev han kommunens borgmester, og genvalgt ved kommunalvalgene i 2013, 2017 og 2021.

Efter kommunalvalget i november 2021, hvor Damm fik 4320 personlige stemmer, stod samtlige partier og de to borgerlister bag hans konstituering som borgmester.

Med borgmesterens ord fylder medicinalvirkomheden Novo Nordisk ganske meget i Kalundborg, hvor selskabet har sin produktionsvirksomhed. I 2024 førte det til en del offentlig kritik, at borgmesteren og ledende embeds mænd i kommunen havde holdt en række hemmelige møder med virksomheden, hvor man drøftede vandforsyning, veje, spildevand og kvaliteten i den lokale folkeskole.

Formand og næstformand for KL

På et pressemøde den 15. november 2021 orienterede Martin Damm (tv.), dengang i sin egenskab af næstformand for KL, om tiltag, der skulle sikre, at afviklingen af kommunal- og regionsrådsvalget kunne forløbe forsvarligt i lyset af COVID-19-situationen. I midten indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek og th. Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm.
Martin Damm, Kaare Dybvad Bek og Søren Brostrøm i 2021.
Af /Ritzau Scanpix.

Efter kommunalvalget i 2013 blev Martin Damm udpeget til formand for KL (Kommunernes Landsforening) fra marts 2014. Han afgav formandsposten i KL i 2019 til socialdemokraten Jacob Bundsgaard og blev herefter som KL's næstformand. Efter valgene i november 2021 valgte Radikale Venstre at støtte Martin Damm til en ny periode som formand for KL, og på årsmødet i KL i marts 2022 byttede Martin Damm og Jacob Bundsgaard derfor plads med Damm som formand og Bundsgaard som næstformand.

Som KL-formand har Damm fremhævet behovet for stærke lokale beredskaber med de rigtige veje til kommunikation mellem borgere og myndigheder. Han har senest opfordret folketingspolitikerne til at bevare velfærdssamfundet med den universelle velfærdsmodel, hvor alle betaler og alle har ret til ydelser.

Formand for Kommunekredit

I april 2024 overtog Martin Damm formandsposten i Kommunekredit, en medlemsforening for kommuner, der siden 1899 har ydet lån til kommuner og kommunale fællesskaber, selskaber og institutioner.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig