Kos

Regionalenheden Kos (Perifereiakí Enótita Ko) er ifølge Kallikratis-reformen af den 1. januar 2011 opdelt i to kommuner med en permanent befolkning på 38.137 (2021). Befolkningen i kommunerne fordeler sig således:

• Kos med 37.089 indbyggere (2021)
• Nisyros med 1048 indbyggere (2021)

Kos består af kalksten og tertiære bjergarter og er tektonisk aktiv. Øen er velforsynet med vand fra varme kilder. Et frugtbart kunstvandet lavland strækker sig langs øens nordlige kyst, mens en mindre, delvis skovdækket bjergkæde løber langs den sydlige kystlinje med Dikeos (846 m) som det højeste bjerg.

Øen har udviklet sig til en kosmopolitisk ferieø med omfattende charterturisme og hotelbyggeri. Der er moderne turistinfrastruktur, og den internationale lufthavn syd for byen Antimáhia har daglige flyforbindelser til Athen, Thessaloniki, Rhodos og Samos.

Landbruget producerer oliven, druer, citrusfrugter, figner, tobak, majs, hvede, vandmeloner og grøntsager. Der er ingen industri, men en mindre håndværksproduktion, blandt andet kunsthåndværk, og saltudvindingsanlæg.

Kos blev i 200-tallet e.v.t. underlagt Romerriget. I den byzantinske periode var Kos en velstående ø med bispesæde. Efter et ødelæggende jordskælv i 554 e.v.t. og konstante plyndringer fra saracenske pirater i det 1000-og 1100-tallet blev øen i 1315 en del af Johanniterordenens selvstændige korsridderstat.

Kos var under tyrkisk herredømme i perioden fra 1522 til 1912, da Italien overtog øen. Først i 1947 blev Kos forenet med Grækenland.

Arkæologiske fund tyder på indvandring fra Lilleasien omkring år 3000 f.v.t. Grækere menes at være indvandret omkring 1000 f.v.t. Anlæggelsen af byen Kos i årene fra 366 til 365 f.v.t. indledte øens storhedstid, hvor den havde nære forbindelser til Egypten.

Kos var berømt for sine læger, blandt andre Hippokrates, og havde en af den antikke verdens største helligdomme for lægeguden Asklepios.

• Grækenland
• Dodekaneserne
• Det Ægæiske Hav
• Den Sydægæiske Region
• Nisyros