Kalf

Kalf er en dansk uradelsslægt, der tidligst forekommer med ridderen Jens Kalf, som i 1255 var kong Christoffer 1.'s marsk. Jens Kalf støttede efter kongens død i 1259 enkedronning Margrete Sambiria og den umyndige Erik Klipping. Han forekommer sidst som marsk i 1267, nævnes i 1272 som forhenværende marsk. Han fik i 1274 af en fru Lucie tilskødet hovedgården Vinderup i Sahl Sogn mod, at han og hans efterkommere skulle forsyne Stubber Kloster og alle kirker i Hjerm og Ginding Herreder med altervin og brød i al fremtid. Han nævnes som død i 1304.

Jens Kalf var indgiftet i den sjællandske højadel, idet han var gift med Cecilie Nielsdatter af den linje af Hvideslægten, som kaldes Ebbe-linjen. Hun oprettede i 1304 sit testamente og indsatte da sin søn Jens Kalf, dekan i Lund, og hans brødre samt sin bror, ridderen Peder af Eljaröd til eksekutorer. Hun stadfæstede i 1309 med sønnen Jakob Kalf den gave, som hendes anden søn, dekanen Jens Kalf havde givet til fattige skoledisciple i Lund. Hun gav i 1319 broderen Peder af Eljaröd fuldmagt at skøde gods til Sankt Laurentii Kirke i Lund og døde i det samme år.

Jens Kalf og Cecilie Nielsdatter blev stamforældre til en yderst fåtallig efterslægt, der bestod af 13 kendte medlemmer, kendt fra 1255 til slutningen af 1400-tallet. Selv fik ægteparret fire børn, hvoraf nævnte Jens Kalf i 1292 fik pavelig dispensation til at besidde to gejstlige beneficier, han var da kannik i Lund. Han var medeksekutor i 1304 i moderens testamente, kaldes her dekan, og døde i 1308.

En anden søn var formentlig Anders Kalf, som kun nævnes i 1302, da han kautionerede for kong Erik Menved.

Der var også en datter, Ingerd af Vinderup, som i 1349 gav gods til Sankt Mikkels Kirke i Sahl. Hun var gift med ridderen, greve Albert Albertsen (Eberstein) til Langtind, som levede i 1299 og endnu i 1336, men var død i 1349.

Endelig var der sønnen Jakob Kalf, som i 1294 var med til at fængsle ærkebiskop Jens Grand, og som i 1309 optrådte med moderen. Han fik med sin ukendte hustru slægtens tre mest kendte mænd, væbnerne Jens og Anders Kalf og ridderen Erland Kalf.

Den tidligst kendte søn, Jens Kalf, besglede i 1329 et vidne af Odense Herredsting og pantsatte 1350 sin hovedgård i Agtrup i Bjert Sogn til kannikerne i Ribe. Han deltog med sine to efternævnte brødre i jydernes oprør 1350-1353 mod kongen. De tre brødre og 11 andre oprørsledere forligtes i 1353 med kongen ved Vindinge Å på Fyn, hvor kongen lovede, at de kunne opholde sig i kongeriget og beholde deres godser. Han blev sidst i 1362 eller først i 1363 druknet af lübeckerne i havnen i Lübeck sammen med sine mænd. Disse drab fandt sted under en våbenhvile, der blev indgået efter krigen i 1362 mellem kong Valdemar Atterdag og hansestæderne.

Om den næste bror, Anders Kalf, vides intet andet end, at han havde deltaget i oprøret 1350-1353 og med de andre oprørsledere forligtes med kongen i sidstnævnte år.

Den tredje og mest fremtrædende bror, ridderen Erland Kalf, forekommer tidligst i 1343 ved en tinglysning i Vendsyssel. Han deltog i oprøret 1350-1353 på hertug Valdemar af Sønderjyllands side, men gik efter forliget i 1353 ved Vindinge Å over til kong Valdemar Atterdag. Han deltog i forhandlingerne i 1360 i Ribe på kongens vegne med de holstenske grever om fred efter den jyske adels nye oprør 1357. Samme år beseglede han på et rigsmøde med 41 andre riddere landefreden mellem kong Valdemar Atterdag og de jyske oprørere og greverne af Holsten. I 1261 pantsatte han gården Åkær til bisp Poul af Århus. Han nævnes i 1362 blandt ridderen Stig Andersen (Hvide)s nærmeste frænder, gav samme år en sjælegave til Viborg Domkirke og var i 1364 og 1365 høvedsmand på Skanderborg.

I 1365 førte han på kongens vegne underhandlinger med hansestæderne og var samme år kautionist for fredsaftalen mellem kong Valdemar Atterdag og hansestæderne, blev siden (1368?) høvedsmand på Aalborghus. Han deltog 1367-1373 formentlig i det jyske oprør mod kongen, idet han igen sluttede sig til de holstenske grever, som ikke blot lod ham beholde hans len, men i 1372 også forlenede ham og hans søn Jakob Kalf med Riberhus. Sidstnævnte år nævnes han i forliget mellem de holstenske grever og kong Valdemar Atterdag, hvor han på ny overgik til kongen, mod at overlade alle tre slotte til kongen. Han og de andre oprørere kaldes her ”fjender” af kongen. Et dokument fra 1441 nævner, at han ejede hovedgården Vinderup ligesom sin farfar, herefter nævnes Vinderup ikke længere i slægtens eje. Han levede endnu 1377, da han beseglede kong Olufs håndfæstning. I 1400 var han død. Han var gift med Gunner Bosdatter (Høg) til Hasselholt, som endnu levede enke 1411. Ægteparret fik ingen børn, det ved vi fra et dokument fra 1489.

Erland Kalf fik i et tidligere, ukendt ægteskab sønnen, ridderen Jakob Kalf. Han nævnes første gang i 1372, da han med faderen fik Riberhus i forlening. Han var i 1394 væbner, men i 1397 ridder. I 1395 deltog han i Lindholm-forliget og i 1401 beseglede han som deltager med 187 andre stormænd fra hele Kalmarunionen i unionsmødet på borgen i Helsingborg. Han pantsatte år 1400 gods til Christiern Frille til indfrielse af sin faders gæld til denne, solgte i 1404 til kronen sit gods i Gylling, som hans far havde afhændet til den, solgte i 1408 til bisp Peder i Roskilde sine hovedgårde i Staffør (nu Rosenvold), Kjærsgaard og Brendtorp, alle i Bjerge Herred. Han levede endnu 1412, da han det år beseglede forliget i Flensborg, men var død før 1415. Han skal første gang have været gift med Jytte Axelsdatter (Thott) og med hende have fået sønnen Axel Kalf til Palsgaard (kan ikke dokumenteres). Anden gang blev han gift med Mette NN, som i 1415 med sin datter Mariena gav gods i Døstrup i Lø Herred til Ribe Domkirke for ridderen Jakob Kalfs og deres egne sjæle. Hun er er identisk med den fru Mette Kalf, som før 1436 gav Gyllingnæs i Hads Herred til Maribo Kloster, thi i Viborg Domkirke lå fordum begravet herr Jakob Kalf, ridder, og fru Mette, hans hustru.

Erland Kalf havde endnu en søn, Niels Erlandsen Kalf som nævnes tidligst i 1391. Han ejede Bjørnkjær i Hads Herred, Gimsinggaard og Bratskov og gav i 1410 gods i Helligsø til Vestervig Kloster. Han skødede i 1422 gods i Hvidbjerg i Hassing Herred til Peder Grøn, og i 1424 stadfæstede han sin fars gave på gods til Vestervig Kloster, det er sidste gang, at han nævnes i live. Han var gift med Abel Tygesdatter (Puder), der i 1427 som enke solgte Bjørnkær Gårdsted, Husby Mark, gods i Gylling og andetsteds i Hads Herred til bisp Ulrich i Aarhus og i 1435 gav (sin dattersøn) Henrik Davidsen gods i Hads Herred i faddergave, mod at han skulle bede godt for hendes sjæl.

Ægteparret fik tre døtre, Mette Nielsdatter Kalf til Højby (levede 1483, var død 1491), gift med David Saxesen til Højby, Anne Kalfsdatter (nævnes 1471), gift med lensmanden Laurids Dan til Alsbjerggaard og Faddersbøl (levede 1456-1471), og Kirsten Kalfsdatter til Gimsinggaard (levede1429, død mellem 1464 og 1480), gift med Mogens Pig (levede 1421 og 1459). Det er de tre sidst kendte af slægten Kalf, som uddøde henimod 1500-tallet. Der kendes dog flere andre adelige med navnet Kalf, men de kan ikke indpasses i denne højadelige og interessante slægt Kalf.