Justin Trudeau

Trudeau var af mange tidligt udset til en politisk karriere. Da hans far, Pierre Elliott Trudeau, Canadas daværende premierminister, i 1972 var vært for præsident Richard Nixon, udbragte denne en skål for den spæde Justin, ”Canadas kommende premierminister!”

Han voksede op i Ottawa, og her tog han sin første bachelorgrad i litteratur fra McGill University i 1994. Senere studerende han på University of British Columbia, hvorfra han i 1998 modtog sin anden bachelorgrad i læring, og han underviste herefter på gymnasieniveau i Vancouver.

Justin Trudeau blev almindeligt kendt i Canada, efter at han i 2000 offentligt talte ved sin fars statsbegravelse, og mange så ham allerede da som en naturlig kommende leder af Liberal Party. Otte år senere, i 2008, valgte han da også at stille op for partiet og vandt sin valgkreds, Papineau i Québec, og dermed sin plads i det canadiske underhus, House of Commons. Han fungerede i årene efter som skyggeminister for henholdsvis ungdom og multikulturalisme, for statsborgerskab og immigration, samt for uddannelse, ungdom og sport.

Trudeau stillede op og vandt lederskabet for Liberal Party i 2013. Hans umiddelbare og karismatiske facon vandt megen støtte blandt canadierne, og han kunne lede sit parti til en overvældende sejr ved valget i 2015, hvor de Liberale på baggrund af 39,5 % af stemmerne gik frem fra 36 mandater (valget i 2011) til 184. Det var den største mandatfremgang for et parti ved et canadisk føderalt valg, og det betød, at Trudeau kunne stå i spidsen for en Liberal flertalsregering.

Trudeaus politik adskilte sig væsentligt fra den, der førtes af hans Konservative forgænger, Stephen Harper. Blandt mærkesagerne var øget social og økonomisk inklusion, skattenedsættelser for middelklassen kombineret med højere skatter for de rigeste, øget immigration til Canada, en genopbygning af forholdet mellem de oprindelige befolkninger og andre canadiere, transparent og etisk forsvarlig regeringsførelse, samt natur- og miljøbeskyttelse. Disse mærkesager, samt initiativer som lovliggørelsen af cannabis, medicinsk hjælp til eutanasi og støtte til kvinders ret til abort, tegnede Trudeau som en anderledes og progressiv politikker, men skabte ham også mange indædte modstandere på den politiske højrefløj.

Grundet uoverensstemmelserne i værdier, var blandt andet hans forhold til USA's præsident Donald Trump, og dermed forholdet mellem Canada og USA, i lange perioder anstrengt, men det var dog under Trudeau, at man i 2018 underskrev en forlænget, modificeret form af handelsaftalen NAFTA (USMCA siden 2020).

Trudeaus popularitet begyndte at aftage allerede i første valgperiode, hvorefter han blev stadig mere udskældt i den canadiske presse og, til sidst, også internt i Liberal Party. Dette skyldtes primært en række politiske skandaler, hvor parlamentets etiske komite endte med at kritisere Trudeau for blandt andet at modtage et ferieophold fra en religiøs leder og politisk lobbyist, for at have lagt uretmæssigt pres på justitsministeriet til støtte for en lokal virksomhed i en sag om økonomisk kriminalitet og for, med en offentlig kontrakt, at tilgodese en velgørende organisation, hvorfra hans mor og bror (og andre Liberales familiemedlemmer) modtog salærer.

En række afsløringer af Trudeaus hyppige brug af ’blackfacing’ (brugen af mørk make-up anvendt af hvide personer for at karikere etniske grupper med mørkere hud) til udklædning ved festlige lejligheder underminerede for mange hans engagement i multikulturalisme og anti-racisme-initiativer.

Presse og offentlighed blev i det hele taget i stigende grad overbevist om, at den ellers tilsyneladende progressive Trudeau i virkeligheden var mere interesseret i symbolpolitik, end i rent faktisk at beskytte miljøet, oprindelige folks rettigheder, etniske minoriteter, og i at sikre en udligning af sociale forskelle.

Justin Trudeaus håndtering af Freedom Convoy-protesterne i 2022, hvorunder han valgte at udløse Emergencies Act, skabte ikke blot stor fjendtlighed på højrefløjen, som støttede anti-vaccine-demonstrationerne, men også modstand fra de mere etablerede Liberale vælgere.

Som konsekvens af især Trudeaus dalende personlige popularitet blev de Liberale ved valget i 2019 reduceret til en minoritetsregering (med 157 mandater), og måtte igen operere som sådan efter valget i 2021 (med 160 mandater, men blot 32,6 % af stemmerne).

Mod slutningen af 2024 oplevede Trudeau flere større nederlag, da hans regering først måtte overleve en række mistillidsafstemninger fremsat af oppositionspartiet Conservative Party of Canada (CPC), ulmende utilfredshed internt i det ellers meget leder-loyale Liberal Party, samt en række opsigelser fra prominente ministre, som alle satte spørgsmålstegn ved Trudeaus evne til at lede partiet og landet – ikke mindst hans evne til at genoprette en stadigt mere skrantende økonomi.

Efter ugers betænkningstid (og meget offentlig spekulation) orienterede Trudeau den 6. januar 2025 på nationalt tv canadierne om sin beslutning om at træde tilbage som leder af Liberal Party, samt fra embedet som Canadas premierminister. Han afløstes i marts samme år både som partileder og premierminister af Mark Carney.

• Canada
• Canadas premierministre
• Canadas historie efter 2000
• Canadas politiske partier